VIDEO The Minds of 99 fortolker britisk narkoklassiker

Et af Danmarks mest fremadstormende bands tager fat på The Verve i samarbejde med DR Outputs adventskalender

The Minds of 99’s lyd bliver ofte associeret med 80’ernes postpunk, men faktisk har 90’ernes britpopbølge en helt særlig plads hos bandet, fortæller forsanger Niels Brandt:

- Helt grundlæggende har vi en stor forkærlighed for britpop. Vi prøvede nogle numre af, som vi virkelig holdt meget af fra dengang, men ’The Drugs Don’t Work’ kom lettest til os, selvom det er jo svært at lave et cover af noget, man godt kan lide, fortæller han om arbejdet med at lave et cover i samarbejde med DR Output.

Ærlig sang

- Jeg synes, at det er en enormt ærlig sang. Det er meget stemningsfuldt, teksten er fantastisk og melodien er også skidegod. Det er bare en skidegod sang, fortæller han om sangen, der udkom på The Verves 1997-album ’Urban Hymns’.

Ifølge Niels Brandt, så har den melankolske tekst om narkomisbrug, fået en lidt anden musikalsk indpakning:

- Vores take var at få vores egen energi ind i nummeret og i musikken. Den er både hurtig og langsom på en eller anden måde – det er nærmest landevejsversionen, der er god at cykle til. Jeg synes, at vores stil skinner igennem den på en eller anden måde.

Myggen i ravet

Ud over The Verve-coveret har de også indspillet deres fjerde single i en DR Output-version. ’Rav’ er inspireret af en central genstand i filmen 'Jurassic Park'. En forhistorisk myg indkapslet i rav er for The Minds of 99 et godt billede på de bedrifter, man stræber efter, vil blive husket fremover.

Hvad er jeres myg i ravet?

- Vi har jo lavet en plade og udgivet den - og så gjort det med ens allerbedste venner. Det er gået stærkt – og vi har fået en masse gode fede oplevelser. Det er noget, vi aldrig nogensinde vil glemme.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5481aab86187a2132cf5e539

Minds of 99's samarbejde med DR Output udkom som et led i P6 BEATs adventskalender, hvor danske kunstnere bliver bedt om at lave et cover - ét til hver advent - der udkommer om fredagen.

Facebook
Twitter