VIDEO Se hypet dansk trio fortolke R'n'B-hit

CHINAH er et af de mest interessante navne på den danske musikscene, og nu har de lavet et cover af Ameries '1 Thing' til DR Output.

For et par uger siden lavede Kwamie Liv et dragende DR Output-cover af Robyns 'Dancing On My Own'.

I den forbindelse sendte hun cover-stafetten videre til den fremadstormende trio CHINAH, og P3-lytterne valgte, at de skulle kaste sig over Ameries R'n'B-basker '1 Thing'.

- That's a sexy song, forklarede Kwamie Liv, der gerne ville se CHINAH give nummeret en blød feminin energi.

En tilbagelænet version

CHINAH består af Fine Glindvad, Simon Kjær og Simon Andersson, og de besøgte i dag Smag på P3 for at præsentere deres cover.

Her fortalte de om tilblivelsesprocessen, der ikke var helt uproblematisk.

- Vi startede egentlig med at have en lang krise, hvor vi bare sad og tænkte, "hvad skal vi gøre?", fortalte bandet.

CHINAH forsøgte sig først med at lave '1 Thing' om til en ballade, men følte ikke det fungerede uden den karakteristiske rytmik fra originalen.

- Vi endte med at holde fast i noget af det rytmiske, men lave den mere tilbagelænet end fremadlænet.

Resultatet er ganske vist mindre upbeat end Ameries, men rummer stadig en funky lyd der giver anledning til at vippe med hovedet og nyde tilføjelsen af lækre guitar licks og insisterende synth.

Se og hør resultatet øverst oppe.

Facebook
Twitter