Overhaler de store biografer indenom: 'Vi kunne slet ikke vente'

I Ishøj kan man allerede komme i biografen i dag.

Marie Herborn (til venstre) tror, at Ishøj Bio kan være så hurtigt i gang, fordi de viser ældre film, og fordi de ligger sammen med et bibliotek, som allerede i sidste uge skulle gøres klar til genåbning. (© Marie Herborn)

To voksenfilm og én børnefilm.

Det er hvad, der er på plakaten i Ishøj Bio, der allerede klokken 14 i dag inviterer filmhungrende danskere ind til bløde sæder, popcorn og film på det store lærred.

For mens Nordisk Film Biografers direktør, Asger Flygare Bech-Thomsen, oplyser, at de lige skal have overblik over de nye

retningslinjer
og ikke åbner før tidligst i næste uge, så begyndte Ishøj Bio allerede i går at tage imod reservationer til dagens tre film. Nordisk Film Biografer er danmarks største biografkæde med 23 biografer landet over.

- Vi ville i gang. Vi kunne slet ikke vente, så vi åbner med nogle film, der gik lige før nedlukningen, siger Marie Herborn, leder af Kulturium i Ishøj, der udover biografen også indeholder et bibliotek og et musikteater.

Hun arbejdede 11 timer i går, var i kontakt med Kulturministeriet og prøvede at forberede sig til, at retningslinjerne landede. Det gjorde de først tidligt i dag, men de var heldigvis tæt på det, man forventede i Ishøj, hvor man har en normal biografsal med omkring 80 pladser og en mindre sal med sofaer og borde til kunstfilm.

- Vi har masser af håndsprit, trykt plakater med sundhedsmyndighedernes råd, sat afstandsmærker og plexiglas op og det hele. Vi ville aldrig åbne, hvis ikke vi var helt sikre på, at vi havde styr på det, siger Marie Herborn.

Derudover har de også fået deres billetsystem indrettet sådan, at der automatisk oprettes tomme pladser mellem hvert selskab.

- Køber du tre pladser, kan næste selskab så komme to sæder længere henne ad rækken. Og rækken foran bliver automatisk lukket.

Positive tilbagemeldinger - men forventer ikke en kundestorm

Marie Herborn har ikke lige det præcise tal ved hånden for, hvor mange billetter der er købt og reserveret på forhånd.

- Vi forventer ikke, at det vælter ind her første dag. Men der var da flere reservationer allerede i aftes. Og vi åbner jo med lavere kapacitet end normalt, så der er en naturlig begrænsning.

De er i gang med de sidste forberedelser, før de første kunder kommer. (© Marie Herborn)

Da de i går annoncerede, at de ville genåbne i dag, var der dog hurtigt

reaktioner
og spørgsmål.

- Vi har fået en del positive tilbagemeldinger på Facebook. Nogle spørger om afstandskrav, og folk bekymrer sig selvfølgelig. Men folk er gode til at hjælpe hinanden.

Men de nye, store film må man vente lidt på endnu.

I dag viser biografen 'Barn', 'Ellevilde Ella' og 'Krudttønden'. Men planen er trods alt, at der hurtigt skal komme nyere og flere film på plakaten. Mange af distributørerne har været svære at få fat på under coronaudbruddet, oplyser hun.

- Den store udfordring er nu dialogen med filmselskaberne. Men jeg tror da hurtigt, vi skal få nye film på plakaten. Alle har jo interesse i det. Jeg prøver videre i dag og mandag med at komme gennem til distributørerne, siger Marie Herborn.