Overraskende fund: Modedille er med til at afsløre et 'nyt' Rembrandt-maleri

Det er første gang i 44 år, at et 'nyt' maleri af den hollandske maler Rembrandt er dukket op.

Maleriet 'Portrait of a Young Man' er et sjælendt fund, da man, modsat tidligere kunstfund, ikke har vidst at det eksisterede. Her hænges maleriet op på museet Hermitage Amsterdam i Holland, 16. maj 2018. (Foto: Francois Lenoir © Scanpix)

137.000 britiske pund. Eller i omegnen af 1.168.000 danske kroner.

Det er beløbet, som den hollandske kunsthandler Jan Six betalte for et værk, der nu har vist sig at være et vaskeægte Rembrandt-maleri fra omkring 1632.

Det skriver nyhedsmediet Reuters.

Det er en rimelig god handel, når man tager tidligere svimlende auktionsrekorder for Rembrandts værker i betragtning.

Tilbage i 2009 solgte Rembrandts maleri 'Portrait of a man, half-length, with his arms akimbo' eksempelvis for intet mindre end 20.2 millioner britiske pund på en auktion i London. Det er rekord for et Rembrandt-maleri solgt på auktion, ifølge Reuters.

For ikke at tale om de to Rembrandt-malerier, der i 2015 blev købt for en samlet sum på 1,2 milliard danske kroner.

De to Rembrandt malerier, 'Portrait of Marten Soolmans' og 'Portrait of Oopjen Coppit', hænger her side om side på Louvre Museum i Paris. Malerierne blev i 2015 købt af både franske Louvre Museum og hollandske Rijksmuseet, hvor malerierne nu hænger på skift. (Foto: pool © Scanpix)

Overbevisningens knust

Med netop med de svimlende auktionspriser i tankerne, er det ikke uden besvær at skulle bevisføre overfor verdens førende Rembrandt-eksperter, at et maleri med hidtil ukendt afsender, skulle være udført af mesterens egen hånd.

Det tog kunsthandleren Jan Six 18 måneder at få overbevist først sig selv - og dernæst Rembrandt-eksperterne - om, at der uden tvivl er tale om et ukendt, men dog ægte maleri af den hollandske mester.

- At opleve alle disse eksperter være enige med dig, er ganske særligt, siger Jan Six til Reuters.

En modedille afslørede mesteren

Men hvordan kunne Jan Six se, hvad ingen andre før ham havde opdaget?

Ikke alene er den 39-årige Jan Six kunsthandler og velbevandret i særligt de store hollandske og flamske mestre fra Rembrandts samtid.

Han er også opvokset i et hjem, hvor væggene var fyldt med hollandsk kunst - endda et enkelt ægte Rembrandt-maleri, der portrætterer én af Jan Six' forfædre, der var borgmester i Amsterdam.

Jan Six' glæde over fundet og nu også eksperternes blåstempling af portrættet som værende et ægte Rembrandt-maleri, er ikke til at tage fejl af. Her ses Jan Six med maleriet på museet Hermitage Amsterdam, 16. maj 2018. (Foto: Francois Lenoir © Scanpix)

Og Jan Six' indgående kendskab og kærlighed til Rembrandt gjorde ham i stand til både at genkende mesterens maleteknik og at tidsfæste maleriet til Rembrandts tid på baggrund af den store, hvide krave, manden på maleriet er i ført.

Ifølge Jan Six er stilen på kraven nemlig helt specifik for moden i 1633. En modedille, der åbenbart hurtigt forsvandt igen, hvilket gør kraven til en god tidsindikator.

Værdien af maleriet efter blåstemplingen som ægte Rembrandt-maleri, er der ingen melding om. Jan Six vil først nu begynde at lede efter en køber til maleriet.

Facebook
Twitter