Overraskende vinder af jule- og nytårsbagedysten: 'Det er en kæmpe forløsning'

Vinderholdet i 'Den store jule- og nytårsbagedyst' havde slet ikke regnet med at løbe med sejren i særudgaven af konkurrencen.

Fem hold kæmpede om de to vindertrofæer i 'Den store jule- og nytårsbagedyst', men det var altså Henrik Lindegaard og Louise jensen, der endte med at kunne tage de to trofæer med hjem i tasken. (Foto: © Carsten Mol, Dr)

Spoiler-advarsel: Denne artikel indeholder detaljer om finalen i 'Den store jule- og nytårsbagedyst'. Har du ikke set det? Stop straks med at læse og se afsnittet på DRTV.

Om det er 'Den store bagedyst', 'X Factor' eller 'Vild med dans', så gider man ikke være den første, der ryger ud.

Taberen. Den dårligste. Det store flop.

Det kan Henrik Lindegaard skrive under på. Han var nemlig den første til at forlade årets udgave af 'Den store bagedyst'.

Men derfor var glæden også dét større, da han onsdag aften kunne lade sig kåre som vinder af 'Den store jule- og nytårsbagedyst' sammen med sin holdkammerat, Louise Jensen.

- Tiden stod stille, og der gik lige et øjeblik, før vi fattede, hvad der var sket. Det var en kæmpe forløsning, og jeg havde overhovedet ikke regnet med det. Det er megafedt, siger Henrik Lindegaard og fortsætter:

- Jeg havde en drøm om at gøre en eller anden form for comeback og vise, at jeg jo faktisk godt kan finde ud af at bage, griner den nye bagemester, der endelig fik vist dommerne og seerne, hvor dygtig han faktisk er.

Se, hvor glad Henrik Lindegaard og Louise Jensen blev, da de vandt, her:

Var skuffet over sig selv

Det betyder meget for Henrik Lindegaard, at han nu får en genoprejsning i kølvandet på den mildest talt utilfredsstillende præstation i den regulære sæson af 'Bagedysten', der kørte i efteråret.

- Det er ikke fedt at være den første, der ryger ud. Så jeg var vildt skuffet. Jeg havde slet ikke regnet med, at jeg ikke skulle nå længere, fortæller Henrik Lindegaard, der ikke følte, han fik vist, hvilke bageevner han besidder:

- Jeg kunne ikke bebrejde andre end mig selv, og jeg var sur over, jeg ikke leverede det, jeg vidste, jeg kunne.

Efter det bratte exit fra kagekonkurrencen opstod der da også en tvivl på egne evner i Henrik Lindegaards hoved.

- Når jeg sætter mig noget for eller starter på et projekt, så gør jeg alt, hvad jeg kan, for at være så god som muligt. Så jeg begyndte også at tvivle på mig selv, og om jeg nu også havde leveret det bedste, jeg kunne.

Henrik Lindegaard og Louise Jensen vandt 'Den store jule- og nytårsbagedyst'. Henrik Lindegaard røg ud som den første i den normale sæson tidligere på året, mens Louise Jensen blev nummer fem. (Foto: © Carsten Mol, Dr)

Storroser sin holdkammerat

Sin 'Bagedyst'-historik taget i betragtning sprang han da heller ikke ombord på 'Den store jule- og nytårsbagedyst' med det samme.

- Jeg var nervøs for at sige ja, hvis jeg nu floppede igen og ville være dobbelt 'Bagedyst'-taber, griner Henrik Lindegaard.

I dag er han imidlertid glad for, at han sagde ja og altså endte med at gå hele vejen.

Men sejren tilfalder ikke kun Henrik Lindegaard. Han er hurtig til at sige, at han ikke kunne have klaret det uden sin makker, Louise Jensen.

- Hun er pissedygtig! Og jeg føler, vi supplerede hinanden rigtig godt på forskellige punkter, hvor vi hver især er stærke.

- Hun havde også en masse gode erfaringer fra de mange programmer, hun nåede at være med i. Så vi kunne speede en masse ting op, som jeg måske ikke lige tænkte på, lyder det fra Henrik Lindegaard.

Om fremtiden byder på et liv som kagekendis med egen bageserie og et hav af kogebøger, er Henrik Lindegaard dog mere forbeholden over for at spekulere i.

- Jeg skal stensikkert fortsætte med at bage. Jeg har da også lavet desserten til både jul og nytår i denne omgang, siger han og fortsætter:

- Men hvor meget den her lille sejr så kan føre med sig i fremtiden, tør jeg ikke spå om. Men jeg er klar på det hele og vil gerne bage meget mere.