Klip-klip; Sådan holder du en eksplosiv P3 Guld-fest i aften

Lågsus giver dig manualen til at holde guldfesten, som alle taler om. Bare tilsæt en stribe gæster, et tv - og en saks

P3 Guld er først og fremmest P3's årlige prisfest, hvor højvandsmærkerne i dansk musik bliver hyldet. Men for mange er det også en lejlighed og en god undskyldning til at holde en fest - og iføre sig guld.

Det vil Lågsus på P3 gerne støtte op om. Mange års erfaring med nattelivsbegejstret radio på P3 samt stribevis af dj-jobs har gjort værterne Pelle Peter Jensen og Nicholas Kawamura kyndige i, hvordan festen kommer i hus. Bare følg manuaelen og invitér nogle mennesker og luk op for tv'et fra kl. 20:00.

Hvad for noget musik skal man spille?

P3 Guld handler om at hylde den nye gode danske musik og pege på nye navne, som resten af Danmark ikke kender og sige: 'TJEK HVOR FEDE DE HER ER'. Så du kan passende varme op med tidligere vindere af de lækre priser.

When Saints Go Machine, Ukendt Kunstner, Quadron, Superheroes, Filur, Junior Senior, Bikstok, Oh No Ono eller en af de utallige andre heftige navne der har fået en pris igennem tiden. Du kan lige tjekke alle vinderne hér.

Hvad skal man servere?

Det må gerne være lidt fornemt - eksempelvis pindemadder. P3's prisuddeling prøver at være lidt mere nede på jorden - eksempelvis er der ingen rød løber, og alle stjernerne går ind samme sted som os dødelige. Det passer burgere til. Så hvis nu vi kombinerer de to - altså burgere og pindemadder - så får vi sliders aka. den lille bitte burger. Sofistikeret og folkelig på én gang.

Hvordan lirer man sin lejlighed op?

Hvis du skal pynte op, så kunne det jo evt. være guldinspireret. Du kan enten købe en dåse guld-spraymaling og så maler du bare alle de ting, du alligevel aldrig bruger: Dit grimmeste bestik, den dårlige stol, de der krus du engang købte, men som du aldrig bruger, et stearinlys eller to og vupti - pludselig er der guldtema. Hvis du er fan af en af de nominerede eller optrædende, kunne du jo evt. supplere med at bygge dig selv et lille skilt med kunstnerens navn på.

Hvad skal man spille?

Hvis du mangler lidt spænding i dit liv, kan du jo glimrende udbygge aftenen med en lille selskabsleg fx et drikkespil. Reglen er, at hver gang man hører et bandnavn i løbet af op- og nedtakten (som vises på dr.dk) eller i showet, så tager man lige en tår af sin kop te, vand, drikkeyogurt, eller hvad man nu fornøjer sig med på en fredag aften.

Hvilken dresscode skal man gå efter?

Du kan gå én af tre veje:

1. Galla - tag din smukkeste kjole/smoking på og fyr en blomst i håret.

2. Guld - du har nok ikke så meget gyldent tekstil, men dét du har skal på!

3. Casual - du ser for fed ud i forvejen. Eller også er du bare ligeglad og kører slum/hipster/fattigdomsstilen.

Husk at der er optakt fra kl. 20 på dr.dk, hvor Pelle Peter Jensen og Nicholas Kawamura livestreamer.

Facebook
Twitter