På jagt efter en mordgåde i Aarhus

Kom med på reportage gennem gaderne i Aarhus på jagt efter en morder

'Tryk play for mord' er en podwalk/podcast. Rosalinde Mynster er én af de medvirkende. (Billedet er fiktion). (Foto: Andreas Bang Kirkegaard © Type 2)

- Jeg fortæller dig, om du skal gå, hvor du skal gå hen, eller om du faktisk skal blive stående, siger Finn Nørbygaard i mine høretelefoner.

Jeg står ved Dokk1, det ny hovedbibliotek i Aarhus. Jeg forventede egentlig, at det ville distrahere mig, at det netop var Finn Nørbygaard, der skulle være min guide, men han er stille og rolig og nøgtern. Hans eneste rolle er en gang i mellem at fortælle mig, at nu er det tid til, at jeg skal bevæge mig videre.

Jeg er ved at teste DRs 'podwalk', 'Tryk play for mord', som er en slags augmentet reality (udvidet virkelighed) kombineret med podcast. Tænk på spillet Pokémon Go, hvor man gennem telefonens GPS følger et kort rundt i den virkelige verden. Når man når frem til et sted, hvor kortet viser, der er en pokémon, springer en pokémon, som du kan fange, frem på din skærm.

I den her podwalk er jeg ikke på jagt efter fantasidyr men efter næste afsnit i en fiktiv mordkrimi, der udfolder sig i takt med, at man bevæger sig rundt i Aarhus.

- Gå over fodgængerovergangen til Hi-Fi Klubben og gå til venstre mod politigården, siger Finn.

De er gået efter én med aarhusiansk dialekt, og det er da også mere autentisk og bidrager til, hvor rodfæstet den her podcast er i det lokale miljø. Alle skuespillerne taler også med midtjysk dialekt.

Screenshot fra min smartphone. Man følger kortet rundt i Aarhus. Hvert punkt er et nyt kapitel i historien. Det er meningen, at lyden spiller automatisk, når man kommer frem til et nyt punkt. Jeg blev nødt til at trykke på 'play' hver gang, det kan dog skyldes, at jeg bruger en iPhone 5, som efterhånden er af ældre dato. (Foto: Jais Nørgaard)

Jeg hører selv en del podcasts, og jeg bruger dem tit til at gøre nogle af de kedelige ting sjovere. Så jeg hører dem, når jeg vasker op, kører på arbejde eller laver mad. Med det her koncept er jeg afskåret fra multitasking, og jeg skal sætte tid af specifikt til at høre den her historie. Det bryder med, hvad jeg egentlig synes er smart ved podcasts, men det er også meningen. Podwalk, som firmaet, der har udviklet appen, også hedder, har et mål om at opløfte et fysisk sted ved at sætte lyd til det.

Den mørklagte by som kulisse

Man følger journalistpraktikanten Esther, der arbejder på Århus Stiftstidende. Hun er fortællerstemmen, og hun er på jagt efter en morder, der har dræbt hendes studiekammerat, den smukke Simone. Esthers ekskæreste er hovedmistænkt. Max hedder han. Han er iøvrigt også ekskæreste til Simone, viser det sig.

Folkene fra DR Drama anbefaler, at man går turen om aftenen, så det gør jeg. Klokken 19 viser sig at være et godt tidspunkt, for mørket falder på i takt med, at plottet udfolder sig.

(Foto: Jais Nørgaard)

Finn guider mig igennem mørke, smalle sidegader i Midtbyen. Det er den ideelle kulisse til en krimi med det dunkle, gule lys fra gadelygterne og mørket, der trænger sig på bag det graffitti-dækkede plankeværk og knirkende jernlåger.

Jeg er ikke nået særlig langt, før jeg indhenter et par, der også står under gadelampens lys med earplugs i. Vi kigger lidt akavet på hinanden. De er ude for at dele oplevelsen med hinanden og ikke med mig. Historien i høretelefonerne kræver ikke, at vi kigger et bestemt sted hen, som vi ville kunne stå og fokusere på, så vi står lidt og kigger ud i luften, som når man forsøger at undgå øjenkontakt med en, man kender, men som man ikke gider snakke med, når man er i Netto.

Herfra forsøger jeg hele tiden at undgå at gå for hurtigt, så de ikke føler, at jeg ånder dem i nakken eller forfølger dem.

Undervejs opdager jeg et par unge kvinder, der gør det samme med mig. De er lige i hælene på mig og forsøger at bremse deres skridt, så vi følges alle fem uden rigtigt at følges eller officielt anerkende hinandens tilstedeværelse.

Udvidet virkelighed løfter svag historie

Podwalken ‘Tryk play for mord’ er udviklet efter en inspirationstur til USA, hvor man i New York kan komme på flere vandringer, der er guidet gennem podcasts. Audiowalks hedder det.

Mette Kruse Skak fra DR Drama fortæller, at nogle af de podcasts var meget stedspecifikke, nærmest ned til en enkelt plante i en park. Men de havde ikke noget narrativ, der drev lytteren videre. Andre var vildt gode historier, der dog ikke brugte stedet, hvor de foregik, optimalt - man kunne næsten lige så godt høre dem hjemme i sofaen.

‘Tryk play for mord’ er et forsøg på at samle det meget stedspecifikke med en plotmotor og på den måde forstærke oplevelsen af fortællingen i høretelefonerne og oplevelsen af det sted, man befinder sig.

Det vil være at afslører for meget at bevæge mig ud i en analyse af plottet, men historien er ret tynd, og den spiller på alle krimi-klichéerne helt ned til den Tintin-agtige journalisthelt, der skal opklare det, de dumme politifolk ikke kan. For at tilføje lidt mystisk, spiller cosplay en central rolle.

Jeg er heller ikke oppe at ringe over dialogen, der ind imellem er kluntet og kunstig, hvilket skaber en stærk kontrast til den realisme, de virkelige omgivelser bidrager med.

Og de bidrager virkelig. På turen gennem gaderne i Aarhus føler jeg ind imellem, at jeg faktisk er med i historien. Da jeg står foran Føtex, hvor Esther og Max møder hinanden, kan jeg næsten se dem for mig stå, hvor jeg står. Og da jeg går på Klostertorv, hvor mange af byens hjemløse sidder, bliver jeg nødt til at tage hovedtelefonerne af for at tjekke om lydene, jeg hører, stammer fra virkelighedens poseraslende fulderikker eller fra det, der spiller i mine ører. Det viser sig at være en blanding.

Byens lugte og den kolde aftenluft trækker historien ind i nutiden. Den foregår på denne aften.

På et tidspunkt flyver en helikopter over hovedet på mig, og pludselig smelter virkeligheden sammen med det digitale univers. Et par gange er jeg også ved at blive kørt ned af cyklister, fordi jeg er så koncentreret om at følges med hovedpersonen Esther gennem byen.

BØH!

Vi fem podwalkere har nu bevæget os med behørig afstand fra hinanden langs ruten. Tæt ved kunstmuseet Aros bliver vi ført ind til et hus, man ikke lægger mærke til om dagen, men som i mørket kommer til at fremstå som noget ud af en gyserfilm. Man skal gå gennem en lille låge, og kommer ind til en tilgroet legeplads, hvor vipperne kaster lange skygger hen ad jorden.

Foran døren er en lille veranda, man kan sætte sig på. Her sidder to unge kvinder, der også lytter til ‘Tryk play for mord’.

Nu viser augmentet reality endnu en nuance, nemlig hvordan publikum kan påvirke hinanden. De to kvinder, vi har indhentet rejser sig op, går rundt om huset, og lidt efter giver Finn Nørbygaard mig besked på at gøre det samme. Da jeg kommer rundt om hjørnet står jeg og nøler med min telefon og har ikke opdaget, at jeg har placeret mig inde i mørket tæt på to unge kvinder, jeg har indhentet.

I hovedtelefonerne har vi nærmet os historiens klimaks, morderen er i nærheden. En af de unge kvinder vender sig om og skriger højt, da hun ser min mørke silhuet inde fra skyggerne. De griner begge forlegent og skynder sig videre. Virkeligheden er smeltet sammen med historien igen. Jeg kommer uden at ville det til at være en del af den udvidede virkelighed.

Jeg holder lidt mere afstand til dem resten af vejen.

Få minutter før vi drejer om husets hjørne, og jeg kommer til at skræmme de to kvinder. (Foto: Jais Nørgaard)

Finn fører os gennem den mørke rådhuspark, hvor historien slutter efter en scene, der involverer løb og en kniv og flere døde personer.

Jeg stopper de to piger, jeg kom til at forskrække ovre ved det uhyggelige hus, både for at sige undskyld for forskrækkelsen og for at høre, hvad de synes om det, vi lige har oplevet. De er i starten af tyverne og studerer medievidenskab. Jeg ved ikke, om det er repræsentativt for, hvem der vælger at afprøve en podwalk, men jeg tror det.

De kunne begge to godt lide konceptet.

Simone Nørrebo på 22 år og Marianne Aagaard på 23 år gik på podwalk sammen. - Vi opdagede faktisk nye smutveje i byen ved at gå den her tur, fortæller Marianne. (Foto: Jais Nørgaard)

- Nu blev jeg godt nok forskrækket, da jeg så dig, men det er også sjovt, fordi man lever sig så meget ind i det, siger Simone Nørrebo. Marianne Aagaard griner.

- Netop fordi man går rundt imens, så er man sådan: ‘Gud, der står lige en mand!’ Og der var en dame henne ved Aros, hvor jeg tænkte, om hun var nede og lede efter en pose med tøj ligesom i historien. Lige pludselig er det som om, man selv er med i den her historie, siger Marianne Aagaard.

- Så det skaber sådan nogle helt andre dimensioner, end en normal podcast ville kunne. Det der med, at den kunne sige: ‘Nu ser du Føtex, nu ser du statuen med Agnete og Havmanden’, det var sjovt, at det var så virkelighedsnært, siger Simone Nørrebo.

Jeg er enlig ret enige med de to studerende, og jeg ville godt kunne se mig selv afsætte tid til noget lignende, selvom det afviger fra, hvordan jeg normalt bruge podcasts. Historien måtte gerne være stærkere, jeg vil foreslå, at man prøver en gyser af til næste forsøg.

Facebook
Twitter