På skødet af Eva Mendes med strittende lem

DAGBOG FRA CANNES: Pludselig blev årets filmfestival i Cannes beriget med en vild og morsom og bindegal film, der ikke ligner noget andet. Per Juul Carlsen er blandt de begejstrede.

Ved hver filmfestival sidder de forsamlede kræsne kritikere og forventer at se i hvert fald én genialitet, der rykker filmmediet i en ny retning - eller gør noget anderledes.

De forventninger bliver langtfra altid indfriet. Terrence Malick og Lars von Trier gjorde begge noget radikalt anderledes sidste år med guldpalmevinderen "The Tree of Life" og "Melancholia", og det er usædvanligt med to så markant visionære film, men Cannes årgang 2012 har indtil videre været pænt konservativt.

Der har været mange personlige og stilrene film, som Wes Andersons "Moonrise Kingdom", Jacques Audiards "Rust and Bone", Ulrich Seidls "Paradise: Liebe", Matteo Garrones "Reality", Cristian Mungius "Beyond the Hills", Michael Hanekes "Amour" og Abbas Kiarostami "Like Someone in Love", men det er film, der lægger sig i slipstrømmen fra instruktørernes tidligere film. Og der skal argumenteres meget grundigt for at de nævnte film er de nævnte instruktørers bedste.

Fransk fænomen overrasker

Men pludselig, i går aftes Cannes-tid, skete der noget. Ingen havde forventet noget særligt af det franske fænomen, Leos Carax, der er mest kendt for sin hysteriske og meget franske kærlighedshistorie, hvor to hjemløse forelsker sig stormende i "De elskende fra Pont-Neuf" fra 1991. Siden har Carax kun lavet en række kortfilm og én spillefilm med "Pola X".

Til at begynde med så hans "Holy Motors" også meget prætentiøs, meget Carax'sk ud med ham selv i rollen som sig selv, der vågner på et hotelværelse, åbner en hemmelig dør i væggen og kommer ud i en biograf, hvor publikum ser filmklassikere.

Derefter præsenterer Carax en lille mand, der siger farvel til sin familie i et velhaverhus, går ind i en 10 meter lang limousine og kører mod Paris mens han klæder sig om til en gammel, haltende sigøjnerkone, der går ud og begynder at tigge på gaden.

Slår en blind mand ned bortfører Eva Mendes

Han sætter sig ind i bilen igen, gør sig klar til sin anden "aftale" som hans chauffør siger, går op ad en trappe på en fabrik og ind i et mørkt rum, hvor han tilsyneladende skal lægge fysik til figurer, der optages med motion capture-teknik til en flippet animationsfilm.

Derefter klæder manden sig ud som Monsieur Merde, den fipskæggede, barfodede og volapyk-talende særlig fra Carax' kortfilm "Tokyo", der går gennem en kirkegård, slår en blind mand ned mens han spiser blomster i lange baner, bider fingrene af en venlig pige, bortfører stjernen Eva Mendes, der er ved at blive fotograferet af en amerikansk modefotograf i tenniskluns, slæber hende ned i en hule under jorden, hvor han tager tøjet af og lægger sig til at sove på hendes skød med strittende stådreng.

Hvad i hede hule foregår der? Det spørgsmål besvarer Carax aldrig, men han antyder dog i en kort dialog, at filmmediet er ved at dø ud og at folk nu om dage ikke har brug for kameraer.

Er filmsproget blevet en del af virkeligheden?

Betyder det, at filmmediet nu er blevet så almindelig en del af vores allesammens dagligdag, at filmsproget nu ikke kun findes på film længere? Og at alle de sære "aftaler", manden skal gennem på sin arbejdsdag, er filmscener, der skal udføres i den virkelige verden. Måske og muligvis. Carax skærer intet ud i pap mens han serverer en række sekvenser - eller "aftaler" - der kunne være bidder af genrefilm, hong kong-action, gyserfilm, fransk 60'er-musical, socialrealisme, superheltefilm osv.

Det er muligvis konstrueret og selvoptaget, men samtidig vælter de mest utrolige idéer ud af Carax' fritflyvende fantasi. Fx er gravstenene på kirkegården ikke udstyret med navne, fødsels- og dødsdatoer, men med opfordringer til at besøge de afdødes hjemmesider!

I en sekvens dukker popstjernen Kylie Minogue op og synger en trist sang om tabt kærlighed så ikke et hjerte er tørt. Og midt i det hele er det en "pause" hvor vores hovedperson og en flok musikere pludselig går rundt og spiller et harmonikanummer for fuld udblæsning i en kirke. Det er filmisk fantasiudfoldelse uden filter og hele vejen igennem disker Carax op med en vanvittig og ustyrlig og alt andet end selvhøjtidelig humor.

Mads Mikkelsen får hård konkurrence

Det er i hvert fald film, som vi ikke har set det før. Og den fungerer og hænger sammen på sine egne præmisser, og er fuld af interessante indfald om forholdet mellem film og virkelighed. Selv hævder Carax at han har skabt "Holy Motors" i væmmelse og ærgrelse over de filmprojekter, han ikke har kunnet rejse penge til. Hvordan i alverden han så har skrabet penge sammen til det her galemandsprojekt er en gåde. Der er, naturligvis, delte meninger om "Holy Motors" kvaliteter i Cannes, men det er en film, man kan lide meget, hvis man kan lide den.

Samtidig har Mads Mikkelsen fået sig en hård konkurrent i Denis Lavant, der er med i alt og spiller omkring 15 roller gennem hele "Holy Motors". Han lader endda sit lem strutte på ekshibitionistisk vis i flere minutter, hvilket er lidt af en bedrift - uanset at han har hovedet på Eva Mendes' nøgne lår.

Vil du med bag kulisserne ved filmfestivalen i Cannes, skal du se med på DR K næste lørdag klokken 20.00. Her har kanalens filmprogram "Filmselskabet" fulgt Thomas Vinterberg, Mads Mikkelsen og resten af holdet bag "Jagten" i de hektiske dage op til verdenspremieren.

Facebook
Twitter