Patricia mistede sin mor og kom til Danmark som to-årig: Jeg blev kaldt Mgala fra 'Den eneste ene'

Patricia Bbaale Bandak flygtede sammen med sin far og otte søskende fra Uganda til Danmark. Nu har hun lavet en film om sin barndom.

Patricia Bbaale Bandak kan ikke huske, at hun har mødt sin mor.

Hendes mor blev dræbt i Uganda, og det fik Patricia Bbaale Bandaks far til at flygte til Danmark, hvor hun som to-årig endte på Falster i et stort gråt hus på Grønnegade med sine otte søskende, deres far og farmor.

De var den første afrikanske familie i Nykøbing.

Huset var lidt ligesom Pippis Villa Villekulla. Et sted, hvor børnene lidt passede sig selv.

Faderen havde meget svært ved at finde arbejde, så han var nødt til at flytte til London og tjene penge til familien.

- Når børn opdrager børn, så sker der sjove ting, siger Patricia Bbaale Bandak.

Patricia Bbaale Bandaks opvækst blev inspirationen til afgangsfilmen 'Villa Villekulla', som hun lavede på Den Danske Filmskole, hvor hun læste til instruktør på dokumentarlinjen.

  • Selvom hendes barndom var fyldt med latter og glæde, havde der også været et savn til moderen og et ønske om at kunne snakke om de ting, der havde været svære ved familien og opvæksten på Falster. - Der var altid en attitude af, at 'selvfølgelig kan man det, så finder man ud af det' - lidt ligesom Pippi. (Foto: Betina Garcia © dr)
    1 / 13
  • Patricia Bbaale Bandak, der i dag er 32 år, havde egentlig lyst til at lave en film om sine forældre i Uganda, men i stedet blev det på Falster. - Falster er mit hjem, og det var ret vigtigt, at det blev en del af filmen. Det har formet mig meget mere, end jeg helst vil stå ved. (Foto: Betina Garcia © dr)
    2 / 13
  • Patricia Bbaale Bandak er den første afrikanske kvinde, der er uddannet fra den danske filmskole. Hun har været igennem et meget langt og selvransagende personligt forløb, som også fik hende til at turde at stille sig foran kameraet, selvom hun bedst kan lide at være bag kameraet. (Foto: Betina Garcia © dr)
    3 / 13
  • En af de sjoveste scener fra filmen 'Villa Villekulla' foregår i halmballerne på gården, hvor søskendeflokken leger æblekrig, som svarer til paintball, men hvor kuglerne er udskiftet med æbler. Det ender i et drama med et forstuvet knæ, der skal indbindes og en sur søster, der får et æble i maven. - Når man ikke har sindssygt mange penge eller råd til det dyreste legetøj, så finder man på ting og sjove opfindelser. (Foto: Betina Garcia © dr)
    4 / 13
  • - Filmen er en fortælling om flygtninge, som ikke er lavet med et hvidt perspektiv. Mange fortællinger, der kommer ud, bliver stereotype, og det var vigtigt for mig, at det ikke var det. Jeg håber, at man vil kunne genkende sig selv. På Falster er der mange, der har nogle svære familieforhold, så jeg håber også, at mine danske venner vil kunne spejle sig i de ting, vi snakker om. (Foto: Betina Garcia © dr)
    5 / 13
  • Patricia Bbaale Bandak er den næstyngste ud af en søskendeflok på ni. - Vi har allesammen været viklet ind i vores egen sorg. Selvom det er den samme familie, har vi haft ni vidt forskellige oplevelser, og vi har håndteret dem på hver vores måde. Det var ret vigtigt for mig, at det ikke var en lang sørgelig historie om vores flygtningebaggrund, men at man netop viste, at på trods af det så leger vi, vi synger, og vi har det skide sjovt. Og så er der sprækker ind til alt det, der er svært. (Foto: Loui Ladegaard © Stillbillede fra filmen 'Villa Villekulla'.)
    6 / 13
  • Patricia Bbaale Bandak var næsten tre år gammel, da de ankom til Sandholmlejren. De var kun kort tid på asylcenteret, inden de fik et hus, hvor hun tilbragte resten af sin barndom. - Jeg ved ikke, om de forbarmede sig over min far, fordi han var alene med ni børn. Vores nabo Kurt kom og sagde velkommen, og alle var vildt søde mod os, selvom de selvfølgelig også stirrede meget. Vi fyldte meget og var jo en stor familie. (© PRIVATFOTO)
    7 / 13
  • Patricia Bbaale Bandak er glad for at være fra Falster og har altid følt sig meget elsket og haft gode venner. Men hun har altid følt sig anderledes. Hun blev ofte kaldt for Mgala, som de fleste kender fra filmen 'Den eneste ene'. - Er jeg for mørk, eller er mit hår for kruset. Fuck, jeg ligner ikke alle de andre piger, er der overhovedet nogen, der bliver forelsket i mig, det kan jeg huske, at jeg tænkte i teenageårene. (Foto: Betina Garcia © dr)
    8 / 13
  • Den katolske kirke i Nykøbing havde en særlig betydning for Patricia og familien, da mange timer blev brugt der. - Vi kom her hver søndag og alle helligdage. Det var et rigtig godt fællesskab, hvor alle tog sig godt af os, og vi følte os velkomne. Der var folk fra hele verden, så det var et meget internationalt miljø. Der var også en anden familie, hvor de også var ni børn. Det er et af de gode minder, jeg har, selvom jeg ikke er en del af den katolske kirke i dag. (Foto: Betina Garcia © dr)
    9 / 13
  • Kirken var også et sted, hvor børnene kunne mindes deres mor, som de tændte et lys for, når de var der. - Da jeg var barn, sagde jeg altid, at man ikke kan græde over noget, man ikke kan huske. Det var en måde for mig at lukke ned på, når folk spurgte, hvorfor hun døde, eller om jeg var ked af. Det gjorde også, at jeg følte, at jeg ikke måtte sørge, for jeg kendte hende jo ikke. (Foto: Betina Garcia © dr)
    10 / 13
  • Da Patricia kom i gymnasiet, ville hun gerne væk fra Falster. Hun havde været glad for at vokse op, men som tiden gik, ændrede tonen sig også. - Jeg kan huske, at man blev kaldt ting, og at DF fik mere og mere magt, da det jo er et DF-sted. Så blev jeg jo ked af det, men så trøstede de mig og sagde: 'men Patricia, det er jo ikke dig, det er de andre'. Men jeg tror bare, at de glemte eller ikke tænkte over, at når de snakkede sådan, så blev jeg inkluderet i det. (Foto: Betina Garcia © dr)
    11 / 13
  • - I gymnasietiden flyttede jeg og bosatte mig i Gentofte, hvilket jeg troede var København, siger hun med et grin. - Her mødte jeg mennesker, der fik lov til at drømme om at blive noget inden for det kreative fag. Jeg havde godt hørt om Lars Von Trier, men jeg skulle lære alt selv. De andre havde jo gået i børneklubben på Louisiana. Det nærmeste, jeg kendte til, var Middelaldercenteret på Falster. (Foto: Betina Garcia © dr)
    12 / 13
  • Patricia Bbaale Bandak har med tiden fundet sin egen plads, selvom det ikke har været helt let. Nu drømmer Patricia Bbaale Bandak om at lave fortællinger i øjenhøjde om folk, der ligner hende selv, uden at stemples som hende, der kun laver film om indvandrere - Det er så vigtigt at blive repræsenteret og kunne genkende sig selv i fjernsynet, siger hun. (Foto: Betina Garcia © dr)
    13 / 13
Facebook
Twitter