Pink og sønnen er smittet med corona: Nu donerer hun millioner til velgørenhed

Sangerinden er den seneste af en række berømtheder, der er blevet ramt af coronavirus.

Sangerinden Pink og hendes treårige søn, Jameson Moon Hart, er blevet testet positive for corona, og hun mener, at tests bør være gratis for alle. (Foto: Xavier Collin © Image Press Agency)

Hollywoods stjerner lever et luksusliv, som mange misunder. Men corona skelner ikke mellem rig og fattig, og flere store berømtheder er også blevet ramt af Covid-19.

En af dem er den amerikanske sangerinde Pink, der bor i Malibu i L.A., og som gæstede Danmark i sidste år, da hun gav koncert i Horsens.

Popstjernen har netop skrevet et langt indlæg på Instagram om, hvordan hun og hendes treårige søn, Jameson, fik symptomer og blev testet positive for corona for to uger siden.

- Heldigvis havde vores læge adgang til tests, og jeg testede positivt, siger hun og fortsætter:

- For blot et par dage siden blev vi testet igen og er nu heldigvis negative.

Og Pinks egne muligheder for at teste familien får hende til at komme med en massiv kritik af den amerikanske regering, som er blevet kritiseret for ikke at ville teste 'almindelige' borgere.

Stjernen Pink ses her på scenen i Casa Arena i Horsens 7. august sidste år. Forinden var et privatfly med hendes manager og ni andre fra tourholdet forulykket under landingen i Aarhus Lufthavn, men ingen kom til skade. (Foto: Claus Bonnerup © Ritzau Scanpix)

- Det er fuldstændig absurd og en fiasko, at vores regering ikke gør de her tests mere tilgængelige, skriver sangerinden, der blandt andet står bag hits som 'What about us?' og 'Just give me a reason'.

- Denne sygdom er alvorlig og ægte. Folk har brug for at vide, at sygdommen rammer unge og gamle, sunde og usunde, rige og fattige, og vi må gøre tests gratis og tilgængelige for at beskytte vores børn, vores familier, vores venner og vores samfund.

Derfor donerer hun nu personligt en million dollars, hvilket svarer til knap syv millioner kroner til velgørenhed; En halv million dollars til Los Angeles' Covid-19 krisefond samt en halv million dollars til en nødhjælpsfond på et hospital i Philadelphia, hvor Pinks egen mor arbejdede i 18 år, meddeler hun.

- TAK til alle i sundhedsvæsenet og i verden, som arbejder hårdt for at beskytte vores elskede. I er vores helte! De næste to uger er altafgørende. Please bliv hjemme, slutter hun af.

Ekspert: Det bliver vedkommende

Opslaget har fået over en million likes og knapt 40.000 kommentarer på under et halvt døgn. Og det er fordi, det er et budskab med gennemslagskraft, siger forskningschef og ekspert i digital marketing Gry Høngsmark Knudsen.

- Når en berømt person som Pink deler sin egen historie på den her måde, bliver det vedkommende, fordi vi føler en personlig relation til hende. Når hun oveni følger det op med at give penge til velgørenhed, får det en anden substans end alle de standard-advarsler og opråb, vi hører overalt i øjeblikket, siger forskningschefen på UCL i Odense.

Gry Høngsmark Knudsen peger på, at vi herhjemme på tredje uge bliver mindet om, at vi skal huske at bruge håndsprit og holde afstand af alle fra influencere, statsminister Mette Frederiksen (S) til politiet og venner på sociale medier.

På et tidspunkt når man til et mæthedspunkt, og det vil også ske i USA.

- Men når der så kommer en berømthed med et opråb, som bliver fulgt op af handling, bliver budskabet vedkommende på en ny måde igen, siger hun.

'Det fungerer sådan her'

En anden corona-ramt berømthed, som også bruger sociale medier til at sprede budskabet om 'social distance', er skuespiller Tom Hanks.

Han blev, sammen med sin kone Rita Wilson, testet positiv i Australien, hvor han arbejdede på en ny film om Elvis Presley.

- Det fungerer sådan her: Du giver det ikke til nogen. Du får det ikke af nogen. Sund fornuft, ikke?, skriver han blandt andet med opfordring til alle om at holde afstand på Twitter.

Hollywood-stjernen Tom Hanks og hans kone Rita Wilson er begge ramt af corona, og skuespilleren tweeter aktivt om sin status fra hjemmekarantænen. Senest har Tom Hanks på Twitter sørget over sin ven, musiker og Grammy-vinder Adam Schlesinger, 52 år, der døde som følge af corona i torsdags. (Foto: Robyn BECK © AFP)

Den 47-årige skuespiller Idris Elba, som er kendt fra tv-serien 'The Wire', 'Avengers', 'Fast & Furious' og senest 'Cats', er også testet positiv for corona med sin 30-årige kone Sabrina Dhowre.

Parret har ladet sig interviewe fra deres hjemmekarantæne af Oprah Winfrey.

Den britiske skuespiller Idris Elba var i gang med optagelserne til en film i USA, da han blev testet positiv for corona. Hans kone, Sabrina Dhowre, er også smittet. Parret ses her til Golden Globe 2019. (Foto: SIPA USA © Scanpix)

- Havde jeg ikke været i gang med at filme, tror jeg ikke, jeg havde haft mulighed for at blive testet så nemt, som jeg blev, siger Idris Elba.

Andre kendte skuespillere, som er ramt af corona, er nordmanden Kristofer Hivju, som spiller Tormund i 'Game of Thrones' og Hollywood-skuespilleren med sydkoreanske rødder, Daniel Dae Kim, bedst kendt fra tv-serien 'Lost'. De fortæller begge på sociale medier, at de har fået virusset.

Facebook
Twitter