Polakker tager bananbilleder i protest mod censur

I sidste uge fjernede Polens Nationalmuseum et værk af en kvinde, der spiser en banan.

Ved det polske Nationalmuseum tager folk bananbilleder i protest mod censur af kunst. (Foto: Kacper Pempel © Scanpix)

Der bliver formentlig taget lidt flere billeder med bananer i Polen for tiden end ellers.

På det polske Nationalmuseum i Warszawa er et værk af en kvinde, der spiser en banan nemlig blevet fjernet, og det møder protester fra flere polske kunstnere, kulturpersoner og politikere, skriver STV.

Skuespilleren Magdalena Cielecka har blandt andet delt et billede, hvor hun holder en banan til hovedet som en pistol.

Skuespilleren Magdalena Cielecka har delt dette protestbillede på Instagram.

Hun mener ikke, kunstnere skal pålægges ideologiske eller politiske begrænsninger.

- En kunstner skal være fri til at kunne skabe, siger hun.

Flere af de protesterende mener, at der er censur i Polen.

I sidste uge besluttede Nationalmuseet i Warszawa at fjerne kunstvideoen 'Consumer Art' fra 1973, lavet af den feministiske kunstner Natalia LL.

Videoen viser kunstneren selv, der spiser en banan, og den har været udstillet flere år på museet.

Er mod værker, der kan påvirke unge

Beslutningen om at fjerne værket blev taget, efter at museets nye chef, Jerzy Miziolek, var en tur forbi Kulturministeriet, hvor kulturministeren skulle have kritiseret det, skriver AP. Her blev et andet værk af en kontroversiel kvindelig kunstner også fjernet.

Selv nægter museeumslederen, at han er blevet presset af ministeriet til at tage beslutningen. I et interview i sidste uge forsvarer han den med, at det handler om at beskytte unge mennesker.

- Jeg er imod at vise værker, der kan irritere unge, påvirkelige mennesker.

I dag har lederen sagt, at værkerne vil blive installeret igen, men kun til den 6. maj, hvor hele galleriet blive moderniseret. Han uddyber, at selvom han værdsætter kvindernes rolle for polsk kultur, kræver museets begrænsede plads 'kreative forandringer'.

Sådan kan en protest også se ud. (Foto: Kacper Pempel © Scanpix)

Bananprotest er planlagt

Kulturministeren Piotr Glinski er gentagne gange blevet kritiseret for at skære i midler til blandt andet festivaler, der havde planer om at opføre et katolsk, kontroversielt teaterstykke. Ministeren har også fyret en teaterdirektør, der har kritiseret ham.

Derudover skulle han også have skåret i midlerne til en udstilling, der kritiserede regeringen. Det mener flere polakker på sociale medier er klare eksempler på censur og svarer igen med bananbilleder.

Der skulle være planlagt en fælles protest foran museet med fællesspisning af bananer.

Facebook
Twitter