Politiken om Radio Møller-møde: Vi deltager ikke

Politikens Hus ser ikke noget formål i at deltage i Radio og tv-nævnets krisemøde om Radio Møller på torsdag. Det redaktionelle indhold er stadig underlagt statslig kontrol, lyder forklaringen.

JP/Politikens Hus bliver ikke blandt deltagerne ved torsdagens ekstraordinære krisemøde om Radio Møller.

Det siger koncerndirektør for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov til DR Kultur.

-Vi takker for invitationen til dialogmødet. Men ser ikke noget formål i at deltage, da Radio- og tv-nævnet os bekendt ikke kan lave udbudsteksten om. Og man kan ikke fortolke sig ud af de begrænsninger, som udbudsteksten lægger på den redaktionelle frihed, siger Stig Ørskov.

Ingen redaktionel frihed

JP/Politikens hus var indtil fredag i sidste uge med i kapløbet om at drive den nye FM4-radiokanal. Men pludselig meldte mediehuset ud, at det ikke havde tænkt sig at ansøge om at drive den nye radiokanal, fordi kravene til udbudsmaterialet var uforeneligt med virksomhedens opfattelse af den redaktionelle frihed.

Koncerndirektør Stig Ørskov fandt det blandt andet uacceptabelt, at Radio og tv-nævnet skulle godkende ændringer i bemandingen.

Tirsdag indkaldte Radio- og tv-nævnet så til et ekstraordinært møde i håb om at få flere ansøgere til radiokanalen, men mediehuset på Rådhuspladsen er stadig ikke interesseret.

-Det er ikke foreneligt med den måde, vi driver medier på i JP/Politikens Hus, lød det fra Stig Ørskov.

Nævner kun kompetencer

Hos Berlingske, der også er med i FM4 ansøgerfeltet, tolkede man dog ikke udbudsteksten så restriktivt.

-Vi har ikke tænkt os at nævne navne på ledende medarbejdere, som vi ikke har ansat endnu, i vores ansøgning. Jeg har forstået det sådan, at det, man som mindstemål skal nævne, er de kompetencer ansøgeren har i huset eller husene allerede. Dem har vi ikke noget problem med at nævne. Jeg synes, JP/Politikens Hus reagerer på noget, som er et frit valg, udtalte chefredaktør Lisbeth Knudsen i sidste uge til mediawatch.dk.

Men den fortolkning er Stig Ørskov ikke enig i.

-Uanset hvordan man gradbøjer teksten, ændrer det ikke ved, at Radio- og tv-nævnet får ret til at godkende ændringer i radioens indhold og udskiftninger af nøglemedarbejdere. Vi driver ikke medier, hvor redaktionelt indhold og bemanding er underlagt statslig kontrol, og derfor er vi (JP/Politikens Hus, red) heller ikke de rette til at drive kanalen, siger Stig Ørskov.