Politikere kræver svar om DR-lån til Eurovision

Politikerne i Region Hovedstaden vil have klarhed over, om DR kræver for høje renter for de Eurovision-lån, DR har givet til Wonderful Copenhagen.

Politikerne i Region Hovedstaden vil have svar på, hvor højt renteniveuet er på de lån, som DR har givet til Wonderful Copenhagen i forbindelse med Eurovision. (Foto: Bax Lindhardt © Scanpix)

Politikerne vil have klarhed over, om DR kræver for høje renter for at have lånt penge til projektselskabet, der skulle klargøre B&W Hallerne i forbindelse med Eurovision.

Projektselskabet har ifølge regnskaber fra Wonderful Copenhagen lånt i alt 27 millioner kroner af DR, som blandt andet blev brugt til etablering af en teltby og tribuner.

Ifølge Metroxpress skal Wonderful Copenhagen betale næsten 600.000 kroner i renter hver måned, hvilket ifølge avisen hovedsageligt går til DR. Det får flere politikere fra Region Hovedstaden til at kræve svar på, hvor meget DR kræver i renter.

Vil have klarhed over renteniveau

- Vi kender ikke til lånet eller renterne, men det blev nævnt på mødet (i Region Hovedstadens forretningsudvalg tirsdag, red.), at Wonderful Copenhagen har meget store renteudgifter. Vi vil gerne have klarhed over, hvor meget Wonderful Copenhagen betaler i rente, siger Lars Gaardshøj, der er socialdemokratisk medlem af forretningsudvalget i Region Hovedstaden.

Han fortæller, at han ikke selv kan gennemskue forholdene i låneaftalen mellem DR og Wonderful Copenhagen, men at det tyder på, at renten er højt sat.

- Det er udmærket, at DR hjælper til og kræver renter, når projektselskabet bag Eurovision ikke selv havde penge. Men DR skal ikke tage en ekstraordinær høj rente, når de selv er en del af hele forløbet, siger han og vurderer, at et renteniveau på tre til fire procent vil være passende.

Nærmer sig noget der er forkasteligt

Lise Müller fra SF mener også, at det er nødvendigt med et svar på, hvad Wonderful Copenhagen skal betale i renter til DR.

- Hvis DR låner penge ud til noget, de selv kræver, så begynder det at nærme sig noget, der er forkasteligt. Men nu skal vi med sikkerhed vide, hvad der er korrekt i den her sag, siger Lise Müller, der også er medlem af forretningsudvalget.

Hverken DR eller Wonderful Copenhagen ønsker at fortælle, hvor høj renteniveauet er. Men Pernille Gaardbo, der er producer på Eurovision, siger til DR Kultur, at DR er underlagt Renteloven og EU-Kommissionens regler på området, og at de fastlægger renteniveauet.