Politikere kræver western-legenden John Waynes navn fjernet fra lufthavn

Racistiske udtalelser fra et interview i 1971 vækker igen røre.

John Wayne er kendt for et hav af westernfilm, blandt andet Rio Grande fra 1950, som billedet her stammer fra. (Foto: NF/NORDFOTO 2000) (Foto: NF © Scanpix)

- Jeg tror på hvidt overherredømme, indtil de sorte er uddannet til at være ansvarlige. Jeg går ikke ind for at give autoritet og stillinger med ansvar og lederskab til uansvarlige mennesker.

Sådan sagde western-legenden John Wayne i et interview med Playboy i 1971, og derfor skal hans navn fjernes fra John Wayne-lufthavnen i Orange County i Californien.

Det mener de lokale demokrater ifølge mediet Variety.

Lufthavnens navn har tidligere været genstand for kritik, men den seneste tids fokus på

diskrimination
af sorte i USA har vakt debatten til live igen.

Oprindeligt hed lufthavnen Orange County Airport, men blev opkaldt efter John Wayne, da han døde i 1979, 72 år gammel. Demokraterne i Orange County ønsker nu, at lufthavnen skal have sit gamle navn tilbage.

- Det er almindelig kendt, at racistiske symboler skaber varig fysisk og psykologisk stress og trauma især blandt sorte, farvede personer og andre undertrykte grupper, lyder det i en erklæring.

Søn forsvarer far

Det er ikke kun skuespillerens syn på sorte, der falder folk for brystet. Han brugte også det nedsættende ord "fag" om

homoseksuelle
, og han var heller ikke meget for USA's oprindelige befolkning.

  • John Wayne (1907-1979) var indbegrebet af western-genren: Her i filmen 'Kavalariets gule bånd': Han spiller kaptajn Nathan Brittles, der skal tage sig af en angreb fra cheyenne- og arapaho-indianere efter Custers nederlag. (Foto: NF © Scanpix)
  • John Wayne i den rolle han er kendt for: En cowboy til hest. (Foto: NF © Scanpix)
  • Også fra flmen 'Kavalariets gule bånd'. (Foto: NF)
  • Den amerikanske skuespiller besøger Tivoli i København i 1957. (Foto: Mogens Amsnæs © Scanpix)
1 / 4

- Jeg føler ikke, at vi gjorde noget forkert ved at tage dette storslåede land fra dem. Det såkaldte tyveri af dette land handlede om overlevelse. Der var mange mennesker, der havde brug for et nyt land, og indianerne prøvede selvisk at holde det for sig selv, sagde han i samme Playboy-interview.

John Waynes racisme blev også diskuteret sidste år. Her forsvarede hans søn ham.

- Det ville være uretfærdigt at dømme nogen baseret på et interview, der er taget ud af kontekst, sagde Ethan Wayne ifølge CNN.

- Min far arbejdede i Hollywood i 50 år, og Hollywood er nok et af de mest progresssive og alsidige fællesskaber på jorden. Han var ligeglad med, hvilken race, køn eller seksuel orientering du havde. Det, der betød noget for ham, var, hvor godt du udførte dit job. Han tog folk, som de var.

Facebook
Twitter