Det er langt de færreste, der rynker panden, når navne som Sterling Cooper og Don Draper bliver nævnt. Amerikanske tv-serier er blevet utrolig populære de senere år, og også de danske medier beskæftiger sig for eksempel med, hvad man kan kalde fænomenet "Mad Men". Alligevel er der ingen seere, når afsnittene glider over skærmen på de danske tv-kanaler. Danskerne vil nemlig selv bestemme.
Serier er blevet kunst
Ifølge Peter Schpelern, der er lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet skyldes seriernes popularitet, at der er kommet et pludseligt kvalitetsløft i amerikansk tv. Hvor man tidligere var vant til hyggelige serier med lidt spænding og soap, mener han, at serierne nu har bevæget sig op på et højere niveau.
- Det, vi oplever omkring årtusindskiftet, er, at især kabelstationen HBO pludselig går i gang med at lave tv-serier, som man ligesom ikke kan kalde andet end kunst. Det er rigtige kunstneriske produkter. Det er super velproduceret - lige så velproduceret som film og med det samme ambitionsniveau, fortæller Peter Schepelern.
Ambitiøs fortællekunst
De velproducerede og ambitiøse tv-serier har begejstret anmeldere, der ikke har kunnet få armene ned. Og på det prestigefyldte universitet Harvard i USA er man endda begyndt at bruge serierne i undervisningen. Alligevel har serierne ikke mange seere herhjemme. Peter Schepelern mener, at en af grundene til de lave seertal er, at serierne har fået en anden udformning, som har skræmt nogle seere væk.
- Det er meget mere ambitiøs fortællekunst. Det er meget mere alvor. Det er ikke skægt og hyggeligt, og man kan bare lige se lidt af det - nej, man skal leve med og leve sig ind i det. Og man skal måske også i en vis udstrækning tænke lidt med selv. Så når man forlader elementet af afslappende fortællekunst, som har været den amerikanske tv-series et og alt i et halv århundrede, så er det klart, at der er en stor del af publikum, der vil sige, at de ikke lige orker det og klikker over på noget andet, siger Schepelern.
En dyr fornøjelse
Da den amerikanske krimiserie "The Wire" blev sendt på TV2 havde den kun 64.000 seere i gennemsnit i første sæson. Herefter blev serien vist efter midnat og havde omkring 18.000 seere. TV2 havde også problemer med seertallene til serien "Six Feet Under".
- "Six Feet Under", som er en rigtig god serie, sendte jeg på Zulu. Vi sendte den på alle mulige tidspunkter, for vi skulle bare have den til at fungere på Zulu. Og vi kunne simpelthen ikke få publikum til at se den. Det havde nærmest været billigere, hvis vi havde købt dvd bokssæt til alle dem, der havde set den og bare sendt dem ud med posten, fortæller TV2 kanalchef, Keld Reinicke.
Enormt dyre at købe
Også DR mener tv-serieredaktør Kaare Schmidt, at serierne nemt kan ende med at blive en dyr fornøjelse. Han mener ellers, at flere af serierne ville passe godt ind i DRs sendeflade med deres høje kvalitet.
- Så er der bare det, at de er amerikanske, og der kommer en konkurrence. For selv kommercielle kanaler, der godt kan se, at de ikke får mange seere, vil konkurrere om dem alligevel, og så går prisen op. Så de er simpelthen enormt dyre. Når vi går ind og skal konkurrere på amerikanske serier, der koster en masse penge og får meget få seere, så er det et spørgsmål om at afveje, om det egentlig er det værd, siger Kaare Shcmidt.
Folk vil selv bestemme
I løbet af det sidste år er der blevet skrevet mere end 2500 artikler om serien "Mad Men". Alligevel har 60'er serien kun kunnet trække 8.000 mennesker til tv-skærmen i løbet af de første tre sæsoner.
Ifølge Keld Reinicke er årsagen til de lave seertal, at folk selv vil bestemme, hvornår de vil se et afsnit af den serie, de følger med i. Han mener, at tv-serierne egner sig godt til at blive set, præcis når man selv vil.
- Der er den samme tendens i de andre skandinaviske lande: de amerikanske tv-serier har sværere ved at tiltrække seere end før i tiden, selvom de faktisk er bedre end nogensinde. Jeg tror ikke, det er lig med, at man ikke ser det. Man gider bare ikke se det på tv, man ser det på bokssæt. Der bliver set rigtig mange tv-serier. De bliver bare ikke set klokken 15, når TV2 eller TV3 vælger, at vi skal se "Mad Men" eller "The Wire". Man ser dem, når man selv vil, siger kanalchefen.