Populært satirehold stopper efter ti år: Vi begyndte at slide på hinanden

'Selvsving' fra P1 har udstillet magthaverne for sidste gang i radioen. - Vi kunne mærke, at vi begyndte at slide på hinanden, lyder det fra en af satirikerne.

Selvsving, der har Lars le Dous, Jens Korse og Oliver Zahle i front, har lavet satire sammen siden 1996. For ti år siden blev de taget af sendefladen, men holdet vendte tilbage efter et halvt år. Men nu siger de selv stop. (Foto: Collage © dr)

”Det er altså ikke Deres radio, der er noget i vejen med, det er hele Danmarks Radio”.

Sådan lyder det om fredagen i P1 Morgen, når satiretrioen Selvsving kærligt udstiller politikernes og andre magthaveres gøren og laden i løbet af ugen.

Men nu er det slut.

Efter 10 års succes på P1 har Oliver Zahle, Jens Korse og Lars le Dous samt Peter Lous valgt at sige farvel til den faste radiotid og 'Selvsving' i det hele taget.

- Det er bedre at stoppe nu end om et halvt år, fortæller Lars le Dous over en telefon fra Aalborg, hvor holdet torsdag optrådte for Kommunernes Landsforening.

- Vi har jo kørt 'Selvsving' i 10 år, og vi kunne bare mærke, at vi begyndte at slide på hinanden, og at det ville gå ud over vores fællesskab og venskab, hvis vi fortsatte. Men vi har holdt fanen højt indtil nu.

Peter Lous, der her får et kram af Oliver Zahle, har i mange år haft nogle lange torsdage i DR Byen for at redigere og klippe Selvsving klar til fredag morgen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © dr)

De sjove sange tog overhånd

Derudover var det som om, at de aktuelle historier fra Christiansborg begyndte at minde lidt for meget om noget, satireholdet allerede havde dækket flere gange før.

- Så meget sker der jo heller ikke hver uge herhjemme, så vi har tit tænkt: Hey, har vi ikke været her før? Historierne går jo lidt i ring, siger Lars le Dous.

En fast del af det otte minutter lange program har været de mange satiresange, der er lavet på melodier fra kunstnere så forskellige som Nik og Jay, Village People, 'Gangnam Style'-sangeren Psy og Peter Belli.

Og selvom de var sjove og opfindsomme, så var det som om, at netop sangene – og ikke mindst satireholdets nye tradition med musikalske januarshows i Koncerthuset – trak ekstra tænder ud hos Selvsving.

Forvent ikke, at 'Selvsving' vender tilbage

Selvom satireholdet har haft mange sjove oplevelser med programmet, så tvivler Lars le Dous på, at 'Selvsving' nogensinde vender tilbage.

- Hvis man overhovedet kommer tilbage engang, så skal man finde på noget helt syvende, så det tror jeg ikke på, at vi gør, siger han.

I år er det sjette år i træk, at Selvsving inviterer til nytårsgallashow i Koncerthuset. Her vil man blandt andet kunne høre en lang række af satireholdets sange. (© dr)

Kanalchef på P1, Thomas Buch-Andersen, synes, det er godt gået af trioen at have holdt lytterne underholdt hver fredag morgen de seneste 10 år:

- De har gjort det forrygende, og det er ikke underligt, at de har lyst til at prøve noget andet nu. Jeg tror, jeg taler på mange P1-lytteres vegne, når siger stor tak for de spidse pointer, der har spiddet samfundsdebatten, så den stod skarpere, udtaler kanalchefen i en pressemeddelelse.

Lidt mere 'Selvsving' har fans dog at se frem til.

21. og 22. januar optræder satireholdet – for sjette år i træk – med et nytårsshow i Koncerthuset i hovedstaden, hvor de ser tilbage på året, der gik. Og så besøger 'Selvsving' allerede på lørdag programmet ’Ugens gæst’ på P1.

Du kan høre Selvsvings udsendelser HER. Og her kan du se et eksempel på Selvsvings satire:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk