Porno er ikke nok for danskerne: Sexhistorier på nettet hitter under coronakrisen

Vores forbrug af sexnoveller er steget markant, siden landet lukkede ned.

Danskernes forbrug af både porno, sexelegetøj og sexnoveller er steget, siden coronaen gjorde sit indtog. (Foto: Dainis Graveris © Unsplash)

Danskernes forbrug af porno og sexlegetøj er steget markant, siden coronakrisen tvang mange af os til at arbejde hjemme og på andre måder isolere os selv fra omverdenen.

Men det er ikke kun mod pornohjemmesider og natbordsskuffer, vi danskere søger hen i disse dage for at dulme forårskådhed, hudsult og corona-kedsomhed.

Nye tal viser nemlig, at forbruget af sexnoveller - altså frække, erotiske historier på nettet - er steget støt, siden coronakrisen for alvor ramte Danmark.

Hos hjemmesiden Eroti.dk, som anmelder sexlegetøj og tilbyder gratis sexnoveller, har man oplevet en markant stigning i antallet af besøgende i løbet af den forgangne måned.

Siden 11. marts, dagen hvor Mette Frederiksen meldte ud, at store dele af Danmark skulle lukke ned, har siden oplevet en stigning i læsertallet på de erotiske historier på 88 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

- Vi får det meste af vores trafik direkte fra søgninger på Google, og vi kan se, at vi får langt flere besøgende ind på siden, der har søgt på ord som "sexnoveller" eller "frække noveller" via Google, forklarer indehaver af Eroti.dk, Jacob Bager.

Han fortæller samtidig, at man på siden ikke oplever en konkret

tendens
i forhold til, hvilke historier der trækker ekstra mange læsere til, men at den øgede trafik spreder sig ud over hele sidens sortiment af pikant læsestof.

Stigning siden Mette Frederiksen lukkede Danmark

Samme

tendens
oplever man hos Temptations.dk, der også byder på fortællinger af den erotiske slags. Her er antallet af besøg på sidens sexnoveller steget med 67 procent under coronakrisen.

- Siden Mette Frederiksen lukkede landet ned, har vi kunnet se en stigning i besøgtallet stort set hver eneste dag. Lige nu sætter vi nye besøgsrekorder hver dag, siger medindehaver Jesper Nørskov Jensen.

På siden kan man læse et bredt udvalgt af sexnoveller, der blandt andet tæller fiktive historier om en lummer omgang "flaskehalsen peger på" og en GoMore-kunde, der får mere end blot et lift hjem til Vejle med i købet.

Stigningen af besøg skyldes dog ikke kun, at de faste brugere blot har fundet læsebrillen frem lidt oftere. Tallene viser nemlig, at der er kommet nye kunder i butikken hos Temptations, der har oplevet en stigning i antallet af

unikke
besøgende på omkring 40 procent.

- Jeg tror helt sikkert, at stigningen skyldes, at folk har mere tid derhjemme, som de skal slå ihjel på en eller anden måde. Sexnoveller kræver lidt mere fordybelse end en pornofilm, og den tid har folk nu, lyder vurderingen fra Jesper Nørskov Jensen.

Sexolog: Erotiske noveller er selvforkælelse

Den teori deler sexolog og parterapeut Helene Kræmmer.

- Helt lavpraktisk tror jeg, stigningen skyldes, at folk har mere tid til at dykke ned i den her slags. Det tager lidt mere tid at læse en novelle end det gør at se en pornofilm, siger Helene Kræmmer og fortsætter:

- Det at læse en fræk novelle ses lidt mere som en form for egenomsorg og selvforkælelse, end en hurtig rykker foran computerskærmen gør. Det her er noget, man hygger sig med, siger Kræmmer, der også selv har skrevet en række sexnoveller.

- Samtidig tror jeg også, at der er er mange par, der går op og ned ad hinanden derhjemme i de her dage, og måske har opdaget, at intimiteten er

stagneret
lidt. De har måske fået lyst til at åbne op for nogle nye
tiltag
- som for eksempel at læse sexnoveller sammen, siger sexologen.

Erotisk litteratur blev for alvor allemandseje, da forfatteren EL James i 2011 udsendte den første bog i 'Fifty Shades of Grey'-trilogien. Siden er alle tre bøger i serien blevet filmatiseret - alle med skuespillerne Dakota Johnson og Jamie Dornan i hovedrollerne. (Foto: Ian Gavan © Getty Images)

Kan udforske sex-tabuer gennem noveller

Siden coronaen ramte Danmark, har verdens største pornohjemmeside, PornHub, oplevet en stigning i antallet af besøgende fra Danmark på op til 21 procent.

Men trænger du til lidt adspredelse, så mener Helene Kræmmer, at sexnoveller kan være et godt alternativ til pornofilm, fordi det tvinger os til at bruge vores fantasi på en helt anden måde.

- Når du læser en fræk novelle og danner dig billeder oppe i hovedet, bygger du jo de billeder på dine egne erfaringer. Derfor involverer du dig i det på en anden måde end med en pornofilm, siger hun.

- Det kan også være godt for vores selværd og kropsbevidsthed. I pornofilm ser vi næsten altid på mennesker med kæmpe pikke og store bryster, men sådan behøver det ikke være oppe i din fantasi. Det kan være godt for vores kropslige selvbillede.

Ifølge Helene Kræmmer gør de erotiske skriblerier det desuden muligt for os at udforske nye sider af vores seksualitet og teste grænserne for, hvad vi tænder på, på en anden måde end porno gør.

- De ting, du læser, foregår oppe i dit hoved, det går ikke ud over rigtige mennesker. Når du ser porno, kan du nogle gange sidde og tænke: "Hold kæft, det er langt ude" eller "Av, det må da gøre virkelig ondt, det dér".

- Med en sexnovelle skal du ikke på samme måde sidde og navigere rundt i dit

moralske
kompas, fordi det ikke går ud over rigtige mennesker, så derfor rykker vores grænser sig lidt. Der er mere plads til at udforske nogle af de mere tabuiserede sider af den erotiske verden, siger hun.