Pornopioner er død: Ole Ege introducerede danskerne for sexscener

Ole Ege, der var med til at udbrede dansk porno, er død, 84 år gammel.

Ole Ege var en af mændene bag Museum Erotica, hvor han også var museumsdirektør. (Foto: Jesper Stormly Hansen © Scanpix)

Da pornoen blev frigivet herhjemme i 1969 – som det første sted i verden – var fotograf Ole Ege en af de første til at kaste sig over genren og udvikle markedet.

Faktisk havde han allerede langt før frigivelsen udgivet erotiske billeder af kvinder ulovligt, så da loven blev ændret i 1969, begyndte han at lave film, der indeholdt alt lige fra blød til hård porno.

Det blev han landskendt for, og han var aldrig bleg for at tale om pornografiens storhedstid i 70'erne.

Men nu er en af Danmarks pornopionerer død, skriver Filmmagasinet Ekko. Ole Ege sov stille ind i sin lejlighed på Amager i København, hvor han blev fundet den 24. december. Han blev 84 år gammel.

Det bekræfter hans mangeårige gode ven, filmmand og instruktør Torben Skjødt Jensen overfor dr.dk.

- Han var et fantastisk vidnesbyrd for den tid, som Danmark som foregangsland gik igennem i 60'erne og 70'erne, siger Torben Skjødt Jensen.

Her ses Ole ege på sit erotiske museum, Museum Erotica, der i mange år lå centralt på Købmagergade i hovedstaden. (Foto: MOGENS FLINDT © Scanpix)

Åbnede erotisk museum i København

Ole Eges første film var en række kortfilm med fællestitlen 'Pornografi' i 1971 og året efter udkom hans dengang meget populære spillefilm 'Bordellet', der indeholdt hardcore sexscener – den slags var ikke set før i Danmark på det tidspunkt.

- Han har betydet meget for dansk pornografi. Han havde en ret høj kvalitet, og han gjorde meget ud af, at tingene skulle være i orden og med flotte location. Han var meget inspireret af Playboy-måden at gøre det på, fortæller Torben Skjødt Jensen.

Og selvom det var nyt med porno og fri sex i 70'erne, var det ganske nemt for Ole Ege at skaffe medvirkende til hans film.

- Det virker uforklarligt i dag, for der var et andet frisind og en anden måde at se tingene på dengang, men det var nemt for ham at få kvinderne til at være med i hans film, siger Torben Skjødt Jensen.

Han mødte første gang Ole Ege i 90'erne, da han ville lave en dokumentarfilm om pornopioneren. Resultatet blev ’Den grimme dreng’ fra 1996, der senere fik titlen ’Ole Ege – den uartige dreng’.

Dengang var Ole Ege blevet kendt som en af mændene bag Museum Erotica, der siden 1992 havde ligget centralt i København, hvor museumsgæster blandt andet kunne få et indblik i erotikkens historie og pornoens frigivelse.

Her kom Torben Skjødt Jensen til at sidde med i bestyrelsen i over ti år, men i 2009 lukkede det privatfinansieret museum.

Ole Ege har både lavet pornofilm, været museumsdirektør og skrevet bøger om blandt andet Ærø. (Foto: Tove Kurtweill © Tove Kurtweill)

Livet var også andet end nøgne damer

Samme år udgav Ole Ege sin selvbiografi, 'Tabu – fra forbud til frigørelse', men det var ikke hans eneste bog. Faktisk skrev han også en række bøger, der på ingen måde havde noget med nøgne mennesker at gøre, heriblandt en bog om Ærø, hvor han boede en periode, og 'Benneweis – en cirkusfamilies historie'.

- Han var et fantastisk og sjovt bekendtskab at have, for han var interesseret i så mange forskellige ting. Han var også vild med historiske fortællinger og billeder, så horisonten var bredere end bare porno og piger, siger Torben Skjødt Jensen og tilføjer:

- Jeg er glad for, at Ole nåede at have et langt og rigt liv, og at han lavede så mange forskellige ting. Han har fået sat sine aftryk, så nu må vi bare sørge for, at de bliver der og at hans minde holdes i hævd.

Facebook
Twitter