Porten i Dannevirke er fundet

Igennem århundreder sørgede Dannevirke for, at fremmede magter ikke kunne marchere ind i Jylland. Nu har arkæologer fundet den port, som handelsfolk benyttede.

En vaskeægte sensation. Museumsinspektør Nis Hardt er ikke bange for store ord, for et udgravningshold fra Dannevirke Museum har fundet Porten til Norden.

I år 740 blokerede en kampestensmur hærvejens rute på det smalleste sted i Jylland. På den danske side af muren voksede handelsbyer som Hedeby frem, så på en eller anden måde er varer blevet fragtet fra den ene side af Dannevirke til den anden.

Nu er Porten til Norden fundet.

Et knæk i Hærvejen

- Vi har i et par år været på sporet af porten, fortæller Nis Hardt - Og det, vi har set på, er et lille knæk, som hærvejen slår. Vi havde en teori om, at vejen engang var lige, fortæller han.

Igennem et lille år har arkæologer gravet i den mere end 1200 år gamle kampestensmur, som udgjorde det tidligst kendte voldanlæg på tværs af den jyske halvø. Og nu har de fundet, hvad de ledte efter på nabogrunden til Dannevirke Museum, som museet har erhvervet sig med hjælp fra A.P. Møller Fonden.

Småt med skriftlige kilder

- Vi har jo kun, det vi finder i jorden, for der er meget få skriftlige kilder fra dengang, siger Nis Hardt. - 450 år senere opførte Valdemar den Store en teglstensmur her og selv den mur er kun nævnt i ti linjer i de historiske kilder, så vi kan kun fortælle historien med den her slags fund, forklarer Nis Hardt.

Og udgravningerne kan også være med til at sige noget om de første vikingekonge.

- Porten er en del af en kampestensmur lavet 20 millioner sten. Så det er ikke bare en eller anden bonderøv på egnen, som har kunnet lave sådan et bygningsværk, siger museumsinspektør Nis Hardt, som fejrede opdagelsen med en enkelt øl.

Facebook
Twitter