Prince spiller på Roskilde Festival

En af musikhistoriens største kunstnere, Prince, kommer til årets Roskilde Festvial som et af bare tre besøg i Europa i år.

Roskilde Festival kalder det selv et af "de mest guldrandede navne i 40 års festivalhistorie", der giver koncert på årets festival.

Bag denne rosende omtale gemmer sig Prince, kunstneren der tidligere var kendt som den tidligere Prince.

I sidste uge offentliggjorde Roskilde Festival programmet, der blev modtaget med vanlig skuffelse og glæde. Men mindre end syv dage efter, trækker festivalen den helt store joker ud af ærmet.

Det amerikanske popikon har ifølge festivalen længe stået på ønskelisten, men musikeren har ikke for vane at frekventere festivaler med sit show.

Roskilde som eneste festivalbesøg

Rockhalvgudens første koncert på Roskilde Festival bliver en ud af kun tre audienser til sommer. De to andre foregår i Werchter i Belgien og Arras i Frankrig, og Roskilde Festival bliver den eneste egentlige festival, Prince besøger. Den amerikanske legende har ikke spillet i Danmark siden 2002.

Prince var ikke mindst i 80'erne en af musikkens allerstørste stjerner på højde med Michael Jackson og Madonna. Og med album som "Purple Rain", "Parade og "Diamonds And Pearls" har Prince skrevet sig ind musikhistorien som en af de bedst sælgende kunstnere nogensinde.

Strid og flid

I det hele taget er det svært at fremhæve kun enkelte numre fra Prince imponerende karriere, der går tilbage til 1978, hvor han debuterede med albummet "For You". Og mens Prince er gået fra succes til succes som sanger, har hans numre også bragt andre musikere til tops.

Blandt andet en kortklippet og flot syngende Sinnead O'Connor, der hittede stort med nummeret "Nothing Compares To You", der er skrevet af Prince.

I løbet af årene er han desuden blevet kendt for at ende i en strid med sit pladeselskab, der nægtede ham at udgive plader under navnet Prince. Derfor tog han den alternative titel, The Artist Formerly Known as Price, til sig. Og præsenterede sig i stedet med symbolet for kærlighed.

Prince er desuden en fremragende musiker. Han mestrer stort set alle instrumenter, og han har da også brilleret med at indspille alle instrumenterne selv på sine album.

Den 51-årige musiker når netop at fylde 52 den 7. juni, før han gæster Danmark og Roskilde Festivals Orange Scene til sommer

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk