Pris til DR for rugemor-dokumentar

DR-journalisterne Mette Frisk og Søren Klovborg fik i aftes Foreningen af Undersøgende Journalisters pris FUJ-prisen for tv-dokumentarerne 'Rugemor til salg' og 'De forsvundne babyer'.

Mette Frisk og Søren Klovborg fra DR lavede fremragende undersøgende tv-journalistik i det forløbne år. Det mener Foreningen af Undersøgende Journalister i hvert fald.

Foreningen gav Mette Frisk og Søren Klovborg FUJ-prisen i går aftes for at have leveret det bedste stykke ”grundige gravearbejde” inden for tv- og filmkategorien de seneste 12 måneder.

De to får prisen for de to udsendelser 'Rugemor til salg' og 'De forsvundne babyer', som DR1 sendte i starten af januar i år.

Her beskrev de blandt andet, hvordan danske par søger ud på det internationale og illegale marked for rugemødre. I Danmark er det ulovligt at betale en kvinde for at føde et barn, men i stedet rejser de barnløse par til udlandet for at få deres højeste ønske opfyldt.

Foreningen af Undersøgende Journalister gav prisen til Mette Frisk og Søren Klovborg FUJ-prisen ”for en usædvanlig grundig research, flot reportage og vedholdenhed”, som det hedder.

Parret har brugt fire år på at få materialet hjem til deres to dokumentarudsendelser, og det slår tydeligt igennem på kvaliteten, fremhæver juryen bag prisen.

Allerede inden FUJ-priserne blev uddelt, var DR en sikker vinder i kategorien.

Samtlige nominerede i tv- og filmkategorien var nemlig fra DR.

Udover vinderne var DR Nyheders Kristian Sloth også nomineret for sine indslag om ulovlige dyretransporter, mens Jacob Adrian Mikkelsen, Mette Aaby, Morten Mouritsen og Kristoffer Voigt Rasmussen var nomineret for deres afsløring af CIA's brug af dansk luftrum til fangetransporter i dokumentaren 'CIA's danske forbindelse'.

FUJ-prisens jury, der har Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen som formand, valgte også lørdag at uddele en særpris til to andre DR-journalister; nemlig Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jung. De blev belønnet for deres årelange arbejde med at afsløre doping i cykelsporten.

Facebook
Twitter