Producenter tager af komponisters løn

Nogle af de store tv- og filmselskaber bruger ufine metoder, når der skal forhandles kontrakter med komponister. Nu klager komponisterne til EU.

De europæiske komponister er i dag gået til EU Kommissionen for at klage over tv- og filmproducenternes forretningsmetoder.

Igennem flere år har komponisterne oplevet, at hvis de vil have en opgave hos et tv- eller et filmselskab, så er de blevet tvunget til af afgive nogle af deres rettigheder til musikken, som de ellers tjener penge på.

De skal typisk afgive rettighederne til et forlag, som film- eller tv-selskabet har oprettet til lejligheden for på den måde at tjene nogle af koda-pengene.

Typisk de store spillere

Musikeren Halfdan E. er formand i Brancheklubben for Film- og Mediekomponister og siger, at det især er slemt i Frankrig og i Tyskland. Men forretningsmetoden ses også i Danmark:

- Det er meget typisk de store spillere på det danske marked, der benytter deres dominerende positioner til at trumfe de her forlagsaftaler igennem. Så vi har grund til at råbe op omkring det, siger Halfdan E. til DR Kultur.

Svært at sige nej

For det er "rimelig utåleligt", når komponister får den slags forlagskontrakter lagt på bordet ved en kontraktforhandling, siger han:

- Selvfølgelig kan man sige nej, men det er jo vores levebrød at lave filmmusik. Så det at du siger nej til det, så det går videre til en anden komponist, det er jo et stort problem.

Som en lønnedgang

Men komponisten får vel stadig et honorar, for det arbejde som vedkommende udfører?

- Jo, men man skal huske på, at vores honorarer er ret små. De er jo ikke steget de sidste 20-30 år. Tværtimod. Og vi lever i stigende grad af rettigheder som komponister. Hvis producenterne begynder at gøre indhug i vores rettighedspenge, så svarer det jo til en ret massiv lønnedgang, siger Halfdan E.

Han vil ikke nævne navnene på de filmselskaber i Danmark, som bruger denne fremgangsmåde. Halfdan E. håber i stedet at kunne tale sig til rette med dem.

Facebook
Twitter