DR2s tv-serie "Jagten på de røde lejesvende" konfronterer journalister, som arbejdede for DR i 60'erne, 70'erne og 80'erne med deres måske - eller måske ikke - lidt for venlige behandling af forskellige kommunistiske og socialistiske regimer.

Og den konfrontation har fået masser af kritik.

Jens Nauntofte følte sig efter første afsnit narret og uretmæssigt stemplet som rød lejesvend. Forfatteren Klaus Rifbjerg kaldte det for "heksejagt" og "åndelig forhudsforsnævring", Kjeld Koplev har sammenlignet udsendelse nummer to med middelalderens inkvisition, og flere andre stemmer har angrebet den journalistiske metode, som programmet anvender.

Hysterisk kritik

Men det er hysterisk, mener Samuel Rachlin, som selv oplevede kulturen i DR i årene 1974 til 1986, hvor han var ansat i mediehuset.

I stedet for at angribe den ene og den anden præmis, burde kritikerne forholde sig til substansen, mener Samuel Rachlin i et debatindlæg i Politiken i dag.

- Men stop nu det klynkeri, se jer selv i øjnene og lad os i stedet for tale om, hvad der skete dengang uden omsvøb, forstillelse eller simuleret amnesti, skriver han.

Danmark mangler pressekritik

Samuel Rachlin mener, at hysteriet handler om meget mere end fortidens journalister i DR. I Danmark har vi i modsætning til USA ikke tradition for hudløs ærlig pressekritik.

- Generelt lider vi under, at der aldrig har udviklet sig en kultur for pressekritik i Danmark på samme måde, som i de angelsaksiske lande, som jeg har beskæftiget mig med, siger Samuel Rachlin til DR Kultur.

Troværdigheden lider

- Og det er underminerende for pressens troværdighed, at hver gang vi retter lyset mod professionens egne, så råber og skriger folk op og glemmer fuldstændig at beskæftige sig med substansen, nemlig, hvad var det for en journalistik, der blev bedrevet, mener Samuel Rachlin og fælder dom over sine kollegaer:

- Journalister holder hånden over hinanden, simpelthen. De færdes i et lille miljø med tre store dagblade og måske to tv-stationer, og alle kender hinanden, så ingen tør rigtig kritisere.

Kritik skal være perfekt

Og det er det, debatten om "Jagten på de røde lejesvende" udstiller, mener Samuel Rachlin:

- Problemet er jo, at når vi journalister bryster os af at være den fjerde statsmagt, så skal den fjerde statsmagt da også holdes i ørene på samme måde, som journalister overvåger andre magtinstanser og interessegrupper. "Jagten på de røde lejesvende" er et eksempel på den opstandelse, der bliver, når man går journalister og deres etik efter i sømmene. Så hænger man sig i formen eller stilen, og det er dårlig journalistik at gå efter andre journalister. Hvorfor er der pludselig krav om en perfektionisme, som der ellers ikke findes meget af i journalistikken, spørger Rachlin.

- Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor der skal være forskel på den måde, journalister dækker medier på, og den måde de dækker alle andre områder på. Det gavner ikke journaliststanden eller vores troværdighed, siger Samuel Rachlin.

Cavlingpris eller oversætterpris?

"Jagten på de røde lejesvende" er ikke det eneste aktuelle eksempel på, at kritik af jounalister udløser ramaskrig. I øjeblikket kører der en debat på kommunikationsforum.dk, hvor Kristoffer Holm Pedersen kritiserer Politikens USA-korrepondent Marcus Rubin for i for høj grad at gengive historier fra amerikanske medier.

- Jeg har ikke læst meget af Marcus Rubins journalistik, men det, jeg har set, har jeg intet at udsætte på. Men det er da et relevant emne at diskutere, hvordan arbejder udlandskorrespondenter, og hvordan skal man bruge dem i en Internet-tid. Og en mand som Poul Høi (Berlingske Tidendes korrespondent i USA, red.) burde man se lidt nærmere på. Han fik i sin tid Cavlingprisen, men spørgsmålet er, om han ikke stedet skulle have haft oversætterprisen, siger Samuel Rachlin.

Aftjent værnepligt

Spørgsmål om journalistisk integritet og dækning af medier, bliver ifølge Rachlin ikke besvaret, fordi Danmark mangler en kultur for pressekritik.

Han anerkender, at Lasse Jensen forsøger med sit program "Mennesker og medier" på P1, at TV 2 News nærmer sig med "Presselogen", og at de forskellige læsernes redaktører eller seernes redaktører hjælper lidt.

- Men det er kun tilsnigelser. I USA skal bliver de her mennesker ansat af bestyrelsen og skal ikke tilbage til redaktionen efter aftjent værnepligt. Derovre handler det om, at man tager sin rolle alvorligt og udsætter medier og journalistik for samme kritiske dækning, som man udsætter alle andre for, siger Samuel Rachlin, som er en af medstifterne af den borgerlige tænketank CEPOS.