Det er hotelgæsten Majoren, der siger det.
Det er i sjette afsnit af tv-serien 'Halløj på badehotellet'. Majoren står sammen med hotelejen Basil Fawlty spillet af John Cleese. Og er ved at fortælle om dengang, han tog en kvinde med til en cricketkamp, hvor Indien spillede.
- Det mærkelige var, at hun hele morgenen blev ved med at referere til inderne som niggere. "Nej, nej, nej", sagde jeg. Det er folk fra Vestindien, der er niggere. De her er sortsmuskere, siger han til Basil.
Klippet er gammelt, fra 1975, men vækker nu små fyrre år senere voldsom debat. Årsagen er, at BBC har klippet majorens fortælling væk op til, at afsnittet bliver genudsendt på BBC2 på søndag.
Kun tyndhudede kan blive forargede
Men BBC er alt for politisk korrekte, mener flere fans af 'Halløj på badehotellet', som kritiserer censuren.
- Pointen er jo netop, at majoren er en gammel racist, der er malplaceret i det moderne samfund - selv tilbage i 1970'erne. Det er ikke meningen, at publikum skal være enige med ham, det er meningen, at de skal grine af ham, skriver en fan af tv-serien på BBC's hjemmeside.
En anden skriver:
- I kan ikke 'airbrushe' historien væk, og jeg tvivler på at nogen udover de evigt tyndhudede kan blive forargede over majoren - en karakter, som vi skal grine af og ikke med.
- Den offentlige mening har ændret sit
'Halløj på badehotellet' har været elsket i Storbritannien siden 1970'erne og blev i 2000 kåret til den bedste britiske tv-komedie nogensinde af branchefolk.
En talsmand fra BBC forklarer om censur-beslutningen:
- Den offentlige holdning har ændret sig meget siden, den ('Halløj på badehotellet', red.) blev lavet, og det blev besluttet at lave nogle mindre ændringer med samtykke fra John Cleese, så episoden kunne blive sendt som familieunderholdning klokken 19:30 på BBC'.
Gør også grin med tyskere
Men det er ikke kun Majoren, der bruger grove ord om folk fra fremmede lande i afsnittet.
Hotelejeren Basil Fawlty kalder i afsnittet tyskere for "stupid kraut" og marcherer rundt foran en flok tyske hotelgæster med fingeren plantet under næsen for at simulere Hitlers overskæg - alt imens han siger 'sieg heil'.
Det klip har BBC dog ikke set sig nødsaget til at censurere.