Radiovært: George Michael var kongen af lækker pop

Den nu afdøde popsanger var både en dygtig sanger og komponist, siger Henrik Milling.

Hør Henrik Milling fortælle om George Michael og Wham!'s hit "Last Christmas" tilbage i 2014.

George Michael vil blive husket som en eminent dygtig popsnedker, der om nogen kunne skrue lækre ørehængere med tyngde og budskaber sammen.

Det siger DR’s egen musikekspert, radiovært Henrik Milling, efter det britiske musikikon døde i går, 53 år gammel.

- George Michael vil blive husket som en af de helt store AAA-kunstnere i Elvis-klassen. Han havde hele pakken, hvilket få kunstnere har, siger Henrik Milling og fortsætter:

- Når han greb en mikrofon, kunne han tryllebinde sit publikum med sin fantastiske vokal. Han kunne synge alt fra det funky til det følsomme, og alle, der nåede at opleve ham live, er blevet ramt for livet af hans stemme. Her taler jeg af egen erfaring, siger han.

Lækkert musikunivers

Derudover var George Michael en enormt dygtig sangskriver og producent, understreger Henrik Milling.

- Han var en pophåndværker, som kunne skrive sange til fem stjerner ud af fire mulige. Han havde et medfødt talent for at komponere helt sindssygt skarpe popsange, siger han og peger på sange som ”Faith”, ”Freedom! 90”, ”Last Christmas” og ”Fast Love”.

George Michael optræder her under en koncert på Wembley Stadium i London i 2007. (Foto: © Dylan Martinez / Reuters © Scanpix)

De var samtidig enormt lækre, siger Henrik Milling.

- Når man lytter til George Michaels album, er man i et univers, hvor alt er enormt lækkert og dyrt. De lyder som dyre designermøbler, og det er en sjælden gave at have. Men de havde også dybde. ”Freedom! 90” handler om at tage et opgør med pladeindustrien, og ”I want your sex” handler om glæden ved parforholdet.

Solgte millioner af album

George Michael slog igennem i begyndelsen af 1980’erne som den ene halvdel af popduoen ”Wham!”.

Sammen med sin tidligere skolekammerat Andrew Ridgeley stod han bag hitsange som ”Club Tropicana, ”Wake me up before you go-go” og den udødelige juleklassiker ”Last Christmas”, og bandet nåede helt til tops i både Storbritannien og USA.

De valgte dog at gå hver til sit i 1986, og året efter udgav George Michael sit første soloalbum, ”Faith”, der blev en verdenssucces med mere end 20 millioner solgte eksemplarer.

Han nåede at sælge mere end 100 millioner album i de mere end 30 år, hvor han var aktiv kunstner, og han blev blandt andet belønnet med flere Grammy-priser og Brit Awards.

George Michael er her på vej ud af retten i 2010. (Foto: © Andrew Winning / Reuters © Scanpix)

Hans privatliv kom dog også til at fylde en del i offentligheden. Ikke mindst da han blev tvunget til at springe ud som homoseksuel, efter han i 1998 blev anholdt i Los Angeles, USA, efter han på et offentligt toilet havde forsøgt at lokke en civilklædt politibetjent til sex.

Derudover har han flere gange været anholdt for at besidde eller køre påvirket af stoffer. I 2010 fik han fire ugers fængsel, efter han påvirket af spiritus og stoffer var kørt ind i en forretning i det nordlige London.

Ingen umiddelbar arvtager

Men ifølge Henrik Milling er det hans musikalske arv og ikke skandalerne, som vil stå tilbage.

- At han viste sin tissemand til en politibetjent er ikke noget, som får mig til at slukke for hans sange. Tværtimod, for det var da bare sjovt, siger Henrik Milling og understreger, at George Michael er helt på linje med både Prince og David Bowie, som ligeledes er døde i år.

Og han mener, at George Michael som både sanger og sangskriver læner sig op ad ikoner som Poul McCartney og Elton John.

George Michael synger her sammen med Poul McCartney i 2002. (Foto: Reuters Photographer © Scanpix)

- Selvom Bruno Mars, Maroon 5 og The Weeknd også har en lækker lyd, så var der flere kalorier i George Michael. Derfor har han heller ingen umiddelbar arvtager, siger Henrik Milling.

Se, hvordan folk på gaden klarer at synge med på Last Christmas, og hør, hvad Henrik Milling syntes om George Michael og Wham!'s julehit i 2014, da det havde 30-års jubilæum.

FacebookTwitter