Radiovært langer ud efter populær podcast: 'Rigtige mord er ikke underholdning'

De to kvinder bag 'Mørkeland' tænker slet ikke på de pårørende, lyder kritikken.

Sandie Westh, der selv har mistet sin søster, sender både en opsang til skaberne af 'Mørkeland' og de mange danskere, der lytter ukritisk til podcasten. (© www.moerkelandpodcast.dk)

Er du glad for at høre podcast, når du sidder i bussen eller tager opvasken?

Så kan du hygge dig med at få en række mord genfortalt i podcasten 'Mørkeland', der i lang tid har ligget højt på den danske liste over de mest lyttede podcast lige nu.

I podcasten mødes de to værter, Camilla Bjerregaard Aurvig og Kristine Sofie Bugbee, og de har hver især taget et mord fra ind- eller udlandet med, som de fortæller hinanden detaljeret om.

Men nu møder den populære podcast kritik i programmet 'AK 24syv' på Radio24syv.

En af kritikerne er DR-radiovært Sandie Westh fra P7 Mix, der selv er pårørende. For 12 år siden mistede hun sin søster, der blev dræbt af sin mand.

- For mig er det største problem den lette tone i en podcast, der handler om rigtige mord. Det er som om, at de slet ikke har skænket det en tanke, at der sidder pårørende derude, der skal forholde sig til det, de laver, siger hun til dr.dk og tilføjer:

- For 12 år siden vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Jeg stod i mit livs største krise og tænker stadig på det hver dag. Skulle det så pludselig kunne blive underholdning for andre? Nej!

Debattør og radiovært Sandie Westh ville elske at se en politisk korrekt udgave af 'Pretty Woman' i dag. (Foto: © Agnete Schlichtkrull, Type 1)

'Vi har en sygelig besættelse af mord'

Kritikken af 'Mørkeland' har også skabt debat på blandt andet Twitter og Radio24syvs Facebook-side, hvor både fans af programmet og kritiske stemmer deler deres mening.

- Jeg har (heldigvis) aldrig lyttet til 'Mørkeland'. Efter at have hørt nedenstående kan jeg konkludere, at det sådan set er noget, jeg ikke behøver at bruge tid på i fremtiden, skriver en bruger på Twitter.

- Det er en skide god podcast, som anvender åbne kilder. Det er da ikke anderledes, end når EB, BT og andre aviser skriver om mord, og vi læser det, skriver en tilfreds lytter på Radio24syvs Facebook-side.

Men 'rigtige mord er ikke underholdning', lyder det fra Sandie Westh.

- Jeg får bare lyst til at sige: Helt ærligt, det er rigtige mennesker, du taler om, så gider du lige omgå det med noget respekt. Jeg savner virkelig noget respekt i det her. I det hele taget synes jeg, at vi har en sygelig besættelse af mord – også i nyhedsmedier som Ekstra Bladet og BT – og ofte behandles det respektløst.

Hun kalder værterne fra podcasten for 'inkompetente' og 'amatører', fordi de ingen kriminalfaglig baggrund har og alligevel 'tolker på detaljerne i mordsagerne'. Og de har heller ikke allieret sig med for eksempel en kriminolog, påpeger Sandie Westh.

- Og så lægger de totalt ansvaret fra sig, når de bare varedeklarerer sig som 'to almindelige kvinder', der taler om virkelige mord. Nu er deres podcast endda blevet så stor, at de er blevet en magtfaktor, så den forklaring dur ikke, siger Sandie Westh til dr.dk.

De to 'Mørkeland'-værter ønsker ikke at deltage i et interview om sagen, men skriver i en mail til dr.dk.

- Vi tager på os, at vi ikke har været gode nok til at forklare, hvad de journalistiske og etiske overvejelser bag vores podcast er, og derfor har vi besluttet at samle vores respons i et særafsnit til vores lyttere, som vi forventer at udgive i næste uge.

Advokat advarer

Men må man overhovedet sludre om virkelige mord i en podcast og ved samme lejlighed tolke på, hvem der gjorde hvad og hvilke motiver, de personer måtte have haft?

Man skal i hvert fald være varsom, lyder det fra advokat Vibeke Borberg, der har speciale i presseetik, og som arbejder med juridisk medierådgivning.

'Mørkeland' er ikke omfattet af de presseetiske regler, men podcasten skal holde sig inden for ytringsfrihedens almindelige grænser, fortæller advokat og ekspert Vibeke Borberg. (© leslieholm.dk)

- Man kan ikke indklage dem for Pressenævnet, fordi de er ikke under Pressenævnets kompetence, siger hun til 'AK 24syv'.

Til gengæld kan true crime-fans som værterne i 'Mørkeland' risikere, at de kommer til at kaste en mistanke mod en uskyldig person, og så kan der falde brænde ned.

- Den person kan jo så tage fat i dem og anlægge en sag mod dem om krænkelse af ære og omdømme. De kan også komme i karambolage med straffelovens regler om, at man ikke må tage et skyldsspørgsmål op, når først en person er frifundet, siger Vibeke Borberg til Radio24syv.

For Sandie Westh handler snakken om 'Mørkeland' dog lige så meget om alle de lyttere, der tænder for podcasten.

- Jeg synes, det er en skændsel, at der er så mange, der lytter til podcasten. De burde tænke lidt over, hvordan de selv ville have det med, at mordet på en fra deres familie blev taget op i programmet.