Radioværter og dj enige: Fortsætter med at spille Michael Jackson efter anklager

Nye anklager mod kongen af pop får hverken Dan Rachlin eller P4-værter til at droppe hans musik.

De har fulgt Michael Jackson længe.

Altså anklagerne om, at popkongen skulle have forgrebet sig på unge drenge.

Nu, knap 10 år efter hans død, er beskyldningerne blusset op igen. Anledningen er dokumentaren 'Leaving Neverland', hvori to mænd anklager Michael Jackson for at have misbrugt dem gentagne gange, da de var børn. Dokumentaren har i disse dage tv-premiere i flere lande.

Pædofili-anklagerne skaber dilemmaer for fans verden over. For kan man nyde Michael Jacksons kæmpestore diskografi, velvidende at han måske forgreb sig på børn?

Ja, det kan man godt.

Det mener både dj'en Dan Rachlin og radioværterne Henrik Milling og Nicolai Molbech.

Nicolai Molbech og Henrik Milling.

'Idioti på højt plan'

Henrik Milling og Nicolai Molbech sidder bag mikrofonerne i det ugentlige pop-magasin Pop! på P7 Mix.

De spiller ofte sange af Michael Jackson i programmet og går netop nu og overvejer, om de skal strege 'Beat It' og 'Bille Jean' fra spillelisten.

- Det er afsindig svært. Vi har aldrig nogensinde i de mange, mange år, vi har arbejdet sammen prøvet noget, der minder om det, siger Nicolai Molbech og forklarer, at de to værter har besluttet at spørge deres lyttere, hvad de synes.

Dan Rachlin har været dj i over fyrre år.

- Jeg kan stort set ikke huske en voksenfest, jeg har spillet til, hvor jeg ikke har spillet musik af og med Michael Jackson, fortæller han.

Han har ikke meget til overs for rygter.

- Den der med at "Michael Jackson var vist nok pædofil, så du skal ikke spille 'Rock With You' til vores fest," det synes jeg jo er idioti på højt plan, siger Dan Rachlin.

Farvel til Elvis og 'Imagine'

Debatten om Michael Jacksons mulige kriminelle handlinger rejser et endnu større dilemma for de tre musik-entusiaster.

For Michael Jackson er ikke den eneste kunstner med et blakket ry.

- Hvis vi bevæger os ud i, at alle kunstnere skal have været rene som sne, så får vi et virkelig, virkelig stort problem, siger Dan Rachlin.

Han og hans radioværtskolleger nævner i flæng kunstnere, som de ikke ville kunne smide på anlægget, hvis en plettet straffeattest var en stopklods.

Elvis havde et ry for at være glad for unge piger, siger Rachlin. Og John Lennons 'Imagine' er produceret af Phil Spector, som sidder i fængsel for drab. Og hvad med alle de rappere, der rapper om vold og stoffer, tilføjer Nicolai Molbech.

- Det bliver faktisk nærmest umuligt at være radiovært, erklærer han.

Herhjemme kan dokumentaren 'Leaving Neverland' ses på DR TV fra den 8. marts.

Facebook
Twitter