Rapperen Nate Dogg er død

Den amerikanske rapper Nate Dogg døde tirsdag. Han blev kun 41 år.

Den populære rapper Nate Dogg døde tirsdag i Long Beach i Californien. Det meddeler hans familie.

Nate Dogg, der er født Nathaniel Dawayne Hale, har de seneste år haft problemer med helbredet, og var stærkt svækket af to tidligere slagtilfælde. Omstændighederne omkring sangerens død ligger dog endnu ikke fast.

Debuterede i 1992

Rapperen Snoop Dogg bekræfter nyheden på sin Twitter-profil, hvor han skriver: "Hvil i fred Nate Dogg" og "Vi har mistet en sand legende inden for hiphop og RnB. En af mine bedste venner og en bror for mig siden 1986, da jeg startede på Poly High, hvor vi mødtes."

Nate Dogg debuterede på Dr. Dres album "The Chronic" i 1992, hvor han sang med på nummeret "Deeez Nuuuts". Nate Dogg blev kendt for netop sin sang, da han var én af de få i genren, der primært sang sine rim i stedet for at rappe dem.

Efter at have skrevet kontrakt med Death Row Records, fik Nate Dogg sammen med rapperen Warren G sit største hit i 1994 med nummeret "Regulate", der blev nomineret til en grammy.

Slagtilfælde i 2007

Nate Dogg har sunget med på numre af navne som Eminem, Mos Def, 2Pac, Xzibit, 50 Cent og Snoop Dogg. Sidstnævnte var et af medlemmerne i gruppen 213, hvor Warren G og Nate Dogg var med. 213 er postnummeret for det område, hvor de tre rappere voksede op.

I 2007 begyndte sangeren dog at få problemer med helbredet, og et slagtilfælde gjorde ham delvist lam. Året efter fik han endnu et slagtilfælde, hvilket betød, at der ikke har været meget nyt at høre fra Nates læber de seneste år.

Nu fortæller familien, at Nate Dogg er død i fødebyen Long Beach i Californien.

Nate Dog blev 41 år.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk