Rapperen Nikoline: Vil du høre fissen snakke? Værsgo, hør den brøle!

Religionerne, Suspekt, P3, Alex Ahrendtsen, damebladene og de pædofile får et drag over nakken i Nikolines nye video 'Sut min klit'.

Den danske rapper Nikoline er ikke en smalltalker.

Bag hendes store krøllede hår gemmer hun et arsenal af skarpe holdninger om alt fra dameblade til religion, og selv de mest banale spørgsmål forholder hun sig kritisk til.

- Hvorfor er det relevant? spørger hun ligefremt, da DR's reporter vil notere hendes alder og tilføjer så med et drillende, tilfreds smil.

- I dag er jeg 50 år. Det kan du skrive.

Ligesom hun selv har en holdning til det meste, har mange også en holdning til hende og hendes musik. Hendes tidligere video 'Flertallet er dumme', hvor hun skyder til måls efter en række politikere, skabte en del røre. DF's kulturordfører Alex Ahrendtsen kritiserede blandt andet, at videoen var blevet støttet af Statens Kunstfond og mente, at hun burde blive politianmeldt for at opfordre til vold, hvilket hun også blev. Politiet valgte dog ikke at rejse tiltale.

En ridetur på Ålen

Hendes nye video 'Sut min klit', som hun selv kalder 'den ultimative antisexistiske video, er ikke mindre kontroversiel. Og der er da også en lille 'tak for sidst' til Ahrendtsen, som på et tidspunkt bliver trådt ned af en overdimensioneret fisse. Men han er ikke den eneste under angreb.

Hør 'Sut min klit', mens du læser videre (link til videoen længere nede)

De store religioner, LOC, Suspekt, hyleriske feminister, de pædofile og P3 får også et drag over nakken, og så er der selvfølgelig medejer af Zentropa Peter Aalbæk, som modsat de andre optræder i egen person i videoen.

Nede på alle fire og med en lædersnor om halsen rider Nikoline rundt på hans ryg, og mens hun rapper "Drengerøv, min fis' er en puma" holder han en mikrofon op til hendes underliv, der udstøder så højt et brøl, at musikken et øjeblik går i stå.

Scenen er selvfølgelig en kommetar til Metoo-sagen på Zentropa, hvor en række tidligere ansatte fortalte om seksuelle ydmygelser på arbejdet. En kvinde fortalte blandt andet, at medejer af Peter Aalbæk på scenen under en julefrokost havde holdt en mikrofon hen under hendes nederdel og sagt til tilhørerne "Hør, fissen kan snakke".

Man skal lære at sige fra

Men hvorfor gider en feministisk rapper overhovedet arbejde sammen med Peter Ålbæk, som igen og igen har nægtet at undskylde sin opførsel?

- Scenen med Ålen er tvetydig. På den ene side sætter jeg ham på plads, men på den anden side ironiserer vi også over Zentropa-skandalen. For ligesom at sige "Hør kvinder, I må også lære at sige fra. Det kan ikke være så svært." Vil du høre fissen snakke - hør den brøle!, siger hun.

'Sut min klit' har hun lavet, fordi hun mener, at der i den grad er brug for et opråb mod sexismen. Samtidig tror hun ikke, at man kan lovgive eller straffe sig til et mere lige forhold mellem kønnene, og derfor er det feministiske oprør ikke nødvendigvis noget, staten skal blande sig i.

- Men mindre der er tale om en strukturel undertrykkelse, siger hun og tilføjer, at det kan være vanskeligt.

- Det kan jo være svært at vide og dokumentere, at der finder en strukturel undertrykkelse sted. For eksempel er det svært at dokumentere, at en gravid kvinde er blevet valgt fra til et job, fordi hun er gravid, men jeg tror ikke, at vi ændrer noget, lige meget hvor mange kvoter og regler vi indfører, siger hun.

- Det er derfor, jeg har valgt at bruge kunsten i stedet for at tage det op med politikerne. For jeg tror, at der er derigennem oprøret og forandringerne skal komme.

- Jeg er virkelig Voltaire, når det kommer til ytringsfrihed

Som man måske fornemmer er Nikoline ikke den, der går mest op i, hvad andre mener om hende. Og hun hader generelt, når andre skal blande sig i, hvem der må sige hvad.

- Jeg er virkelig meget Voltaire, når det kommer til ytringsfrihed, siger hun med henvisning til den gamle franske filosof, som er blevet taget til indtægt for at sige 'Min herre, jeg vil bekæmpe dine meninger, men jeg vil dø for din ret til at have dem'.

- Ytringsfrihed er for alle. Også dem, der mener det modsatte end mig, og som jeg ikke kan fordrage.

Nogle af dem, hun ikke kan fordrage er hendes mandlige kolleger i rapgruppen Suspekt. I 'Sut min klit' har hun iført skuespilleren Ditte Hansen (fra duoen Ditte og Louise) en pibe og en t-shirt med teksten 'Bollede ham i går' og en pil, der peger over på rapstjernerne, som en kommentar til Suspekt-nummeret 'Bollede hende i går'.

- Jeg er vokset op med rap, hvor kvinder er lig med luder, ho og so, siger hun.

- Det er nedladende, men de må udtrykke sig, som de har lyst til. I stedet for at være sur og sige 'det må I ikke', siger hun, lægger armene over kors og vrænger stemmen.

- Så kommer jeg med noget andet, som jeg synes har manglet. Så har jeg vist verden, at det også eksisterer, siger hun.

DR har vist 'Sut min klit' til nogle elever på erhvervsakademiet KEA. Se hvad de syne som den her.

Angreb og selvforsvar

Men hvis man vil sexismen til livs og skabe mere respekt og ligeværd mellem kønnene, er det så ikke dumt at overtage en lige så hård og provokerende retorik, kunne man indvende.

Men sådan kan man ikke sætte tingene op, mener Nikoline.

- Det er ligesom, hvis nogen kommer og slynger en knytnæve mod dig, så er dit slag i selvforsvar jo ikke det samme som deres angreb, siger hun.

Og desuden handler hendes nummer trods titlen ikke kun om sex.

- Når de (mandlige rappere, red.) rapper om, at kvinder skal sutte deres slappe pik og om at have damer på lager, så er det det. Min musik handler jo ikke kun om sex, men om så meget andet, siger hun.

Se 'Sut min klit' på Youtube her

Men samtidig så handler det også om krop og sex og nøgenhed, for det mener Nikoline, at vi har brug for at debattere.

- På Roskilde Festival, fortæller hun som eksempel.

- var Olga (hendes manager) og mig literally de eneste, der løb rundt topløse. Og det var jo megavarmt, siger hun og undrer sig over, hvem det var, der bestemte, at det er seksuelt, når en kvinde tager trøjen af, mens en mands bare overkrop både kan være det ene og andet.

- Men det er jo en lang kamp, siger hun så, holder en kort pause, inden hun skyder en ny geværsalve af tanker af sted.

- Altså få folk til at fatte, at de da gerne må sidde og wanke (onanere, red.) og have optur over, at jeg har taget trøjen af. Men for mig er det bare, fordi jeg havde det varmt. Jeg vil ikke indskrænkes til, at min nøgenhed per definition er seksuel, for det er den ikke. Måske opfatter nogen det sådan, men det er ikke det, jeg signalerer. Det er det, vi skal væk fra. For det er den tanke, der oprindeligt har fået folk, der ikke kan klare at få stiv pik over nogle damer, til at hive en burka ned over hovedet på dem. Og så er det lige pludselig kvinders egen skyld, at de bliver voldtaget, og så ruller det ligesom derfra.

Facebook
Twitter