Redaktør: Jersild afbrød for meget

Lytter og seernes redaktør i DR mener, at Jens Olaf Jersild afbrød LA for meget i kontroversielt interview. Gense klippet.

Studieværten Jens Olaf Jersild afbrød for meget, men der var en helt reel og seriøs baggrund for tal-skænderiet med Liberal Alliance, mener Jacob Mollerup, der er lytternes og seernes redaktør i DR.

- Det var fuldt berettiget, at studieværten Jens Olaf Jersild stillede meget kritiske spørgsmål til Liberal Alliances lovprisning af partiets vækstplan. Men det blev desværre ikke gjort klart nok for seerne, hvad den helt relevante kritik gik på, skriver Jacob Mollerup i sin klumme og fortsætter.

- Det endte i et mundhuggeri, hvor studieværten afbrød alt for meget. Det er historien om et godt indslag, der kørte af sporet, lyder konklusionen.

Valgdækningens hidtil største DR-seerstorm rejste sig, efter at Jens Olaf Jersild tirsdag 30. august havde udspurgt Liberal Alliances topfolk i programmet "Mød partierne". Du kan se eller gense interviewet i bunden af denne artikel.

Forvirring og mundhuggeri

Flere hundrede vrede seere kritiserede studieværtens mange afbrydelser og hans insisteren på, at Liberal Alliance ikke fortalte hele historien om den "vækst-plan", partiet har fået regnet igennem på DREAM - en strukturmodel, som bruges til mange analyser af dansk økonomi på lang sigt.

Den centrale del af udsendelsen endte i forvirring og mundhuggeri - og med stor uklarhed om hvad striden om beregningerne egentligt handlede om. Når et debat ender på den vis, er det altid et svigt overfor seerne, skriver Jacob Mollerup.

Facebook
Twitter