Reimer Bo er den danske Letterman

Tv-vært Reimer Bo har premiere på sit nye talkshow fredag og de første publikummer er hans facebook-venner. - Nu håber jeg vi bliver en succes, siger han.

Hvordan sikre man sig bedst, at der kommer så mange som muligt til premieren på ens nye tv-show? Man allierer sig selvfølgelig med alle sine 2.200 Facebook-venner og lader i det hele taget rygtet om det nye show sive. Netop sådan får man en total udsolgt debut.

Dette trick brugte DRs tidligere nyhedsvært Reimer Bo, da han skulle sikre sig et begejstret publikum til sit nye talkshow "Reimers", der har premiere fredag aften på DR1.

- Det var virkelig populært. Nogle fik endda en bekræftelse på Facebook og så et afslag bagefter. "Jamen, kan du ikke skaffe plads alligevel, vi har allerede skaffet pasning til hundene", sagde de til mig, genfortæller en glad Reimer Bo til dr.dk.

Vi skal i stemning

Dermed er der allerede lagt godt ud, men hvis "Reimers" virkelig skal blive en succes blandt seerne, så gælder det om at ramme rigtigt - ikke bare med vært og gæster, men mest af alt med stemning:

- Jeg glæder mig meget til, om vi kan ramme tonen og den stemning, der får seerne til at slappe af og nyde vores show. Det er i virkeligheden det, det hele går ud på, siger Reimer Bo.

Klogere på livet

Han har dermed ikke i sinde at revolutionere talkshow-genren, men håber at gøre seerne lidt klogere på de gæster, der besøger ham, og ja, på livet som sådan.

- Jeg kommer jo fra nyhedsverdenen, hvor der er en skarp vinkel på alt, og hvor man gerne vil putte folk ind i forskellige bokse. Sådan kan vi ikke gøre i "Reimers". Det handler om at få gæsterne til give lidt ekstra af sig selv. Seerne skulle gerne få interessante nye ting at vide om gæsterne, siger Reimer Bo.

Den tidligere nyhedsvært har ikke haft et talkshow før, og har derfor fundet inspiration hos de store udenlandske shows.

- Mit show læner sig nok mest op ad Michael Parkinsons BBC-talkshow, men stilen bliver nok lidt flabet, som man også kender det fra David Letterman, siger Reimer Bo.

"Reimers" har premiere på DR1 i aften klokken 21.45 efter "Talent 2008".

Facebook
Twitter