Rejseselskab: Derfor har vi trukket vores annoncer fra Den Korte Avis

Rejseselskabet TUI har sammen med flere andre virksomheder valgt at droppe annoncer hos netmediet Den Korte Avis.

Den Korte Avis må mene, hvad den vil, men det er ikke noget, som rejsebureauet TUI, det tidligere Star Tour, vil støtte med annoncekroner, siger pressechefen. (Foto: Leonhard Foeger © Scanpix)

Den Korte Avis fortæller løgnehistorier, mener det danske rejseselskab TUI, det tidligere Star Tour, og derfor vil man ikke længere støtte netmediet med annoncekroner.

- Den Korte Avis har en række historier, som dybest set er løgn og bedrag, men de pakker det ind som journalistik, og det er ikke i orden, siger Nikolai Johnsen, pressechef i rejseselskabet TUI.

Udmeldingen kommer, efter at flere virksomheder i løbet af dagen har valgt at følge Nordea, som i går meldte ud, at banken ikke længere vil annoncere på Den Korte Avis på grund af netmediets journalistiske indhold.

Den Korte Avis meldte tidligere i dag ud, at mediet er udsat for et uhørt angreb, og at der er tale om en politisk aktion fra de pågældende virksomheder.

DR Nyheder har uden held forsøgt at få en kommentar fra Ralf Pittelkow og Karen Jespersen, der står bag Den Korte Avis.

Løgnehistorier og det pure opspind

Rejseselskabet TUI har i dag fået fjernet sine reklamer på Den Korte Avis’ hjemmeside.

Hvorfor har I gjort det?

- Det har vi valgt at gøre, fordi vi gerne vil være en virksomhed, som signalerer, at der skal være plads til alle, og de værdier, som Den Korte Avis står for, harmonerer langt fra med det, siger Nikolai Johnsen.

Hvad er det for værdier?

- Hos os skal der være plads til alle typer mennesker, uanset den baggrund man har.

- Den Korte Avis har i lang tid slået sig op på at have en masse forskellige nyheder, som er mere eller mindre løgnehistorier eller det pure opspind om indvandrere, og det harmonerer simpelthen ikke med det, vi står for, og de værdier vi gerne vil signalere.

Hvordan kan du vide, at det er løgnehistorier og pure opspind?

- De har blandt andet skrevet, at den globale opvarmning skyldes, at der er indvandrere til Danmark.

Pressechefen henviser til denne artikel

- Der er en stribe af eksempler på mere eller mindre fjollede idéer, som de har på Den Korte Avis.

- Så sent som i går skrev de om den tragiske hændelse med en politibetjent, der blev dræbt af en etnisk dansker, som formentlig var psykisk syg, og selv den begivenhed fik de kædet sammen med indvandring til Danmark.

Her henviser pressechefen til denne artikel

- Så der er en række af eksempler på, at størstedelen af de ting, der bliver skrevet der, ikke har noget at gøre med journalistik.

- Det er holdninger, og de skal selvfølgelig have lov til at have holdninger, men det er ikke noget, vi har lyst til at støtte med annoncekroner.

I er et firma, der primært lever af at sælge rejser. Hvorfor skal I ind med den her kritik af Den Korte Avis og blande jer i den politiske debat?

- Det er politisk, hvis vi vælger at blive der, og det er også politisk, hvis vi vælger at trække os ud.

- Vi vælger at sige, at det flugter bedst med de værdier, vi har, hvis vi vælger at trække os ud.

Hvordan kom det i første omfang i stand, at I skulle reklamere hos Den Korte Avis?

- På samme måde, som stort set alle andre virksomheder har gjort det. Man har et annoncenetværk, som man køber sin ind på, som har tusindvis af forskellige større eller mindre sider.

- Så det er ikke et aktivt valg, hvor vi har sagt, at vi vil annoncere på Den Korte Avis, ligesom det ikke er et aktivt valg for nogle andre danske virksomheder.

- Men det er et aktivt valg, at vi nu vælger at sige, at vi ikke vil annoncere der.

Har du overblik over, hvilke sider I ellers har reklamer på?

- Nej, det har jeg faktisk ikke.

Er du sikker på, at I ikke er til stede på nogle andre sider, som ikke flugter med de værdier, der er centrale for TUI?

- Jeg er ret sikker på, at der ikke er nogen sider derude, som kommer i nærheden af at minde om Den Korte Avis.

Den tidligere politiker Karen Jespersen og den tidligere politisk kommentator Ralf Pittelkow stiftede Den Korte Avis i 2012. (Foto: christian Als © Scanpix)

Fjollet at tale om et angreb på ytringsfriheden

Den Korte Avis kalder det et alvorligt angreb på ytringsfriheden, at der nu er så mange firmaer, der nu vælge at trække deres annoncer fra hjemmesiden. Hvad siger du til det?

- Det er alligevel det mest fjollede argument, jeg har hørt endnu.

- At fordi der er nogen, som har nogle holdninger, der ikke er de samme som Den Korte Avis’, så er det ikke ytringsfrihed.

- De må selvfølgelig ytre lige præcis det, de gerne vil.

Den Korte Avis slår på, at der er nogle virksomheder, som bliver spændt for en venstreorienteret vogn, der har som mål at miskreditere den indvandrerkritiske debat. Hvad siger du til det?

- Vi er hverken venstreorienteret eller højreorienteret.

- Vi synes, det er fint, at der er plads til indvandrerkritisk journalistisk. Det er slet ikke det, som det handler om.

- Det handler om, at Den Korte Avis har en række historier, som dybest set er løgn og bedrag, men de pakker det ind som journalistik, og det er ikke i orden.

Den Korte Avis er blevet blacklistet

Kan du udelukke, at jeres reklamer er tilbage på Den Korte Avis, når den her shitstorm har lagt sig?

- Ja, det kan jeg godt udelukke.

- Det er en principiel beslutning, vi har truffet, hvor Den Korte Avis er blevet blacklistet.

- Det vil komme til at vare, indtil vi ændrer den beslutning, og det kan jeg ikke se, hvorfor vi skulle gøre.

Pressechefen fortæller, at beslutningen er truffet sammen med TUI's landechef og marketingsansvarlige.

Facebook
Twitter