Rocklegenden Lemmy er død efter kort kræftkamp

Lemmy Kilmister, der i 40 år har stået i spidsen for rockbandet Motörhead, nåede akkurat at fylde 70 år.

Lemmy Kilmister fra bandet Motörhead er død af en meget aggressiv kræftform, oplyser bandet på sin Facebook-side. (Foto: Georges Gobet © Scanpix)

Frontfiguren i det legendariske, britiske rockband Motörhead, Lemmy Kilmister, er død, oplyser bandet på sin Facebook-side.

Han fyldte 70 år juleaftensdag.

- Der er ingen nem måde at fortælle dette på. Vores mægtige, ædle ven Lemmy døde i dag efter en kort kamp mod en ekstremt aggressiv form for kræft, skriver bandet.

Lemmy fik besked om kræftsygdommen 26. december og døde hjemme, skriver bandet på Facebook.

Bedst kendt for 'Ace of Spades'

I heavy-kredse er Motörhead og Lemmy for længst blevet levende legender på lige linje med Iron Maiden, AC/DC og Metallica, men i den brede offentlighed er bandet primært kendt for et enkelt hit, nemlig 'Ace of Spades' fra 1980.

Lemmy skrev også nummeret 'R.A.M.O.N.E.S' for punkgruppen Ramones og har også skrevet flere sange for Black Sabbath-frontfiguren Ozzy Osbourne.

Lemmy er også berømt for at drikke en del whisky. Netop derfor hedder dokumentaren om ham 'Live Fast Die Old' - og ikke 'Live Fast Die Young' - da de færreste nok havde regnet med, at han skulle nå 70 år.

I de senere år har helbredet dog kostet flere aflyste koncerter.

/ritzau/