Fotografen Sarah Hartvigsen Juncker må have det ret godt i dag.
Det er nemlig hende, der har taget 'Årets Pressefoto'. Det fik fotografen at vide ved prisuddelingen på Den Sorte Diamant i København.
Vindermotivet er en af Godhavnsdrengene, der får et knus af statsminister Mette Frederiksen.
- Alt unødvendigt er skrællet væk, og først ved andet kig på billedet opdager man, at det er statsministeren, som omfavner ham. På den måde kommer billedet på stærkeste vis til at kommunikere, at hun er samfundet – og at han er både sig selv og alle de andre, der venter på at høre det lille, store ord; "undskyld", lyder begrundelsen for, at netop dette billede vinder den prestigefyldte pris.
Godhavnsdrengene er betegnelsen for de børn, der i perioden 1945 til 1976 oplevede vold og mishandling på børnehjemmet Godhavn.
Billedet af statsministeren og en af Godhavnsdrengene gav også Sarah Hartvigsen Juncker prisen for 'Årets Nyhedsbillede'.
I år skulle der findes vindere i 13 kategorier inden for stillbilleder.
Det er Pressefotografforbundet, der står bag Årets Pressefoto 2020. I alt var der indsendt 2.678 fotografier og 35 web- og tv-produktioner til årets konkurrence.
Årets Pressefoto kan ses som udstilling i Den Nationale Fotosamling på Den Sorte Diamant i København fra den 6. marts.
Du kan se alle vinderbillederne herunder.