Rørt prisvinder: Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige

Torsdag blev årets vigtigste musikere og talenter kåret ved P2 Prisen - én af dem var Ann Andreasen.

Ann Andreasen (til højre) vandt P2 Prisen som 'Årets ildsjæl' for sit arbejde med traumatiserede børnehjemsbørn i Grønland. Her er hun forstander på børnehjemmet i Uummannaq. (© dr)

Du er måske ikke klar over det, men torsdag den 14. februar er faktisk en vaskeægte festaften.

I hvert fald hvis man er noget ved den klassiske musik.

Torsdag var en sand perlerække af musikere, talenter og ildsjæle nemlig samlet, da den stort anlagte P2 Pris-koncert løb af stablen fra Musikkens Hus i Aalborg.

Her skulle årets vigtigste musikere og talenter inden for den klassiske musik kåres, ligesom aftenen bød på en række musikalske optrædener smukt flankeret af Aalborg Symfoniorkester, mens P2-vært Stine Rosengren stod i spidsen for de musikalske løjer.

Én af aftenens vindere var børnehjemsleder Ann Andreasen, der vandt prisen som 'Årets ildsjæl'.

Og det var en rørt prismodtager, der gik på scenen for at modtage sin pris.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, for det her er bare fantastisk, startede Ann Andreasen.

Hun fik dog hurtigt samlet sig og nåede både at takke publikum, Aalborg Symfoniorkester samt ansatte og børn på børnehjemmet i Uummannaq, som hun er leder for.

- Jeg er også nødt til at sige tak til lytterne, for uden lytterne er der ingen musik.

Også blokfløjtenist Michala Petri vakte begejstring, da hun gik på scenen for at modtage den prestigefyldte pris som 'P2 Kunstner 2019'.

Michala Petri blev kåret som 'P2 Kunstner 2019'. (Foto: Nicolas Cho Meier © dr)

I motivationen lød det blandt andet:

- Michala Petri er en ener i dansk musikliv. I kraft af en naturlig musikalitet, en overlegen virtuositet og et hjerteligt væsen har Michala Petri åbnet døren ind til musikken for et utal af mennesker.

Prisen som årets 'P2 Kunstner' er tidligere gået til Den Danske Strygekvartet (2018), cellisten Andreas Brantelid (2017) og barytonen Johan Reuter (2016).

Michala Petri og Ann Andreasen var dog langt fra de eneste, der kunne gå hjem med en pris torsdag aften. Der blev uddelt i alt otte priser ved P2 Pris-koncerten.

Her er alle aftenens vindere

  • P2 Talentprisen 2019: Anders Kann Elten, marimba

  • P2 Lytterprisen: Bjarke Mogensen - 'Bjarke Mogensen plays Domenico Scarlatti'

  • Årets internationale album: Patricia Kopatchinskaja og Polina Leschenko - 'Deux'

  • Årets album, ny klassisk: Axel Borup-Jørgensen - 'Marin'

  • Årets album, klassisk: Rued Langgaard - 'Symfoni nr. 2 og 6'

  • Årets ildsjæl 2019: Ann Andreasen, leder af børnehjemmet i Uummannaq

  • Årets klassiske begivenhed: NordicOpera for opførelser af Leonard Bernsteins Mass i samarbejde med Odense Symfoniorkester

  • P2 Kunstner 2019: Michala Petri, blokfløjte

Her er aftenens højdepunkter

Du kan genopleve de største højdepunkter fra P2 Pris-koncerten herunder.

Anders Kann Elten på marimba:

Ann Andreasen, vinder af 'Årets ildsjæl 2019':

Uddrag af Leonard Bernsteins 'Mass':

Michala Petri, vinder af 'P2 Kunster 2019':

Facebook
Twitter