Roskilde-hovednavn slagtes for 'den mest gennemførte og fuldkomne katastrofe': 'Jeg tror, at han var hamrende stiv'

The Strokes var sidste navn på Roskilde Festivals største scene.

Forsanger Julian Casablancas spillede en helt central rolle i The Strokes succes gennem 00'erne. Desværre spillede han en ligeledes central rolle i bandets meget kritiserede koncert på Roskilde Festival. (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)

Amerikanske The Strokes tog hele verden med storm, da de tilbage i 2001 udgav det noget nær perfekte debutalbum "Is this it".

Med garagerocken som redskab kilede bandet med Julian Casablancas i front sig forevigt ind i hjerterne på rockglade teenagere i 00'erne og gav en ellers halvdød rockscene en ny, tiltrængt hjerterytme.

Derfor kan man vist roligt betegne det som et fald fra tinderne, da The Strokes i går spillede på Orange Scene på Roskilde Festivals sidste dag.

Under overskriften "Historisk nedsmeltning: The Strokes var en skandale på Roskilde Festival" giver blandt andet Soundvenue koncerten én stjerne. Det samme gør også Gaffa og BT - sidstnævnte skriver: "The Strokes ødelagde afslutningen på Roskilde Festival 2022".

Lidt bedre går det hos Ekstra Bladet, Politiken og Berlingske, hvor koncerten sniger sig op på tre stjerner, men man er fortsat ikke i tvivl om, at rocklegenderne ikke bare skuffede, men skuffede gevaldigt.

En af dem, der var til stede under The Strokes-koncerten i går, var vært på P6 Beat Sebastian Saxton. Han beretter om en koncert, der minut for minut faldt fra hinanden.

- De går jo 30 minutter for sent på, men de kommer ind på en vanlig stilet måde, hvor man når at tænke: Nu skal jeg være vidne til ikoniske The Strokes.

- Men da de begynder at spille musik, falder det fra hinanden. Rent musikalsk var det virkelig dårligt, siger Sebastian Saxton.

  • "Hans stemme gør ikke så meget for mig, fordi han mest skal være rockstjerne og ligge og croone, men han led meget åbenlyst på scenen, fordi han ikke kunne finde tonerne", siger Sebastian Saxton om Julian Casablancas optræden. (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)
  • Bandet gav i starten af koncerten sig til at jamme på deres instrumenter. Det blev dog ifølge Sebastian Saxton stoppet, da Julian Casablancas mistede tålmodigheden. (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)
  • The Strokes lukker Orange Scene på Roskilde Festival lørdag den 2. juli 2022.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix) (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)
1 / 3

Brugte racistisk udtryk fra scenen

Der har før været bands på Orange Scene, hvis musikalske formåen nok nærmere kvalificerede dem til en tur i øvelokalet, men der, hvor gårsdagens The Strokes-koncert virkelig udmærker sig negativt, er ved den altoverskyggende frontmand Julian Casablancas opførsel mellem numrene.

Det mener både anmelderne og Sebastian Saxton.

- Der er mange, der i starten tænker, at det er en gimmick. Men da vi kommer længere ind i koncerten, så måtte man bare konstatere, at det her giver simpelthen ingen mening.

- Jeg tror, at han var hamrende stiv, lyder det.

Sebastian Saxton er vært på Debut på P6 Beat, hvor han hver uge tage et kig på danske upcoming-artister. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen (DR))

Julian Casablancas benyttede blandt andet lejligheden til at opfordre folk til aldrig at tro på sig selv og holdt sig heller ikke tilbage fra at nedgøre det resterende program på Roskilde Festival. Ifølge P6Beat-værten var det absolutte lavpunkt dog, da forsanger Julian Casablancas - der er halvt dansk - gav sig til at demonstrere sit danske.

- Det hele peaker på cringe-niveau (pinlighedsniveau, red), da han begynder at sige de ord, han kan på dansk, og foran en hel Orange Scene siger "krakkemut". Der var det simpelthen umuligt at finde ud af, hvilken grimasse man skulle tage på. Man stod bare og måbede, siger Sebastian Saxton.

De gad jo ikke at være der

Han ved godt, hvilken overskrift han ville sætte på gårsdagens koncert, hvis han skulle lege anmelder.

- "Bandet gad simpelthen ikke være der", lyder det.

Noget, der i den grad også kom til udtryk under koncerten.

- De går for sent på, og midt inde i showet udtaler Julian Casablancas, at han bare lige står og trækker tiden.

I Soundvenues anmeldelse lyder det da også: "Det skreg til himlen, at The Strokes nok bare skulle opfylde den planlagte spilletid ifølge deres kontrakt."

Her drages der også paralleller til det måske nok mest ikoniske Orange Scene-kollaps i nyere tid.

"Der har været koncerter af tvivlsom karakter i Roskilde Festivals mangeårige historie, og jeg var selv vidne til Red Hot Chili Peppers’ notoriske optræden samme sted i 2007. Men The Strokes’ afslutningskoncert på Orange Scene i 2022 står immervæk som den mest gennemførte og fuldkomne katastrofe, jeg har overværet på Dyrskuepladsen".

Radiovært: Absurd at bevidne

Sebastian Saxton var også vidne til Red Hot Chili Peppers-koncerten i 2007. Han er dog ikke klar til at sige, at 2022's The Strokes-koncert var lige så dårlig.

- Jeg synes, at Red Hot Chili Peppers var dårligere, fordi det jo bare var megakedeligt. Gårsdagens koncert var simpelthen fascinerende at kigge på. Det er jo absurd at bevidne, at en forsanger gentagne gange direkte siger, at han bare står og trækker tiden til en koncert foran flere tusinde mennesker, siger radioværten og fortsætter:

- Det var en af de slags oplevelser, hvor alle seje fortællinger om bandet blev reduceret til ingenting. Men det var ret underholdende på en utrolig reality-agtig måde.

Roskilde Festival har ikke ønsket at stille op til interview med DR Nyheder om The Strokes-koncerten og nogle af de ting, der blev sagt fra scenen.