1971-2015: Roskilde-veteraner indtager Roskilde Festival igen, igen, igen

Håret er blevet gråt, der er ikke længere noget, der hedder beat-musik, og det er lige før, at børnebørnene selv kan tage på festival. Men de kommer her stadig. Ligesom i 1971.

Et billede taget fra Isle of Wight-festivalen i 1970. Fra venstre er det Jesper Lund, Adam Grandjean, Jacob Helsted og John Nørgaard, der nu er bosat i USA. Året efter at billedet blev taget, var de på Roskilde Festival, hvor de alle med undtagelse af John Nørgaard er kommet siden.

I 1970 tog fire unge nyudklækkede studenter til festival på Isle of Wight sammen med omkring 600.000 andre unge fra hele verden.

Det var en oplevelse for livet, så der var ingen tvivl om, hvorvidt de skulle på Roskilde Festival, da den havde premiere den følgende sommer.

Dengang verden lå åben for første gang

Der i ’Smatten’ på Roskilde Festival, er de så kommet fast sommer efter sommer lige siden 1971.

- For mig var det, fordi at verden lå åben, og jeg selv kunne bestemme og indtage den. Det var helt nyt, at ungdommen havde deres egne verden, hvor de selv bestemte og kunne gøre, hvad de ville, fortæller Jacob Helsted, der er en af de tre tilbageværende fra dengang, som stadig kommer på Roskilde Festival.

- Man var sammen med sine venner. Solen skinnede og man røg en joint. Og man sad bare der hele dagen og hørte musik, fortæller han.

Musikken der stadig trækker

Det er netop på grund af det med at høre musik, at de tre er blevet ved med at komme på festivalen, selvom der har været år med regn og mudder. Og selvom aldersforskellen mellem dem og andre gæster til koncerterne hvert år bliver større.

- På Roskilde får du jo mulighed for at høre al det musik, som er i verden, lyder det fra Jesper Lund, gruppens andet oprindelige medlem.

- Her er god musik, ingen nævnt, ingen glemt, men det handler også om de gamle venner, fortæller han.

Tidligere var det den politiske rock, der trak i de dengang unge mænd. Som så mange andre udlevede de i mange år et ungdomsoprør, når de tog på festival.

- Du blev taget ud af din hverdag, og kom over i en anden verden. Det er et reservat her (på Roskilde Festival red.). Der gjaldt ingen regler, hvor man teede sig som man ville. Sådan er det ikke helt mere for ungdommen nu, fortæller Jacob Helsted.

Scenen var en smule mindre i 1971, end publikum er vant til med Orange Scene. (© Benni)

Et par enkelte svipsere

Selvom de tre veteraner næsten kun kan være nogen af Roskilde Festivals mest trofaste gæster, kan de ikke hver især sætte kryds ud for samtlige festivaler siden 1971. Det er sket en gang eller to, at en eller flere ikke har været at finde på Dyrskuepladsen i Roskilde.

Det gælder blandt andet for gruppens tredje medlem, Adam Grandjean. For hans vedkommende var det i 1981, da han blev far midt under festivalen.

- Jeg var her faktisk, men måtte jo tage hjem. Og det betød jo, at jeg i alle årene efter det havde et problem, for min datter havde jo fødselsdag under festivalen, fortæller han.

Jacob Helsted har også haft et år, hvor han ikke kom af sted til Roskilde. Dengang var det de sjællandske landeveje, som spændte ben for en tur på festivalen.

- Det var et af de år Gnags spillede. Jeg kan huske, at jeg lå på sofaen og skulle ud og tisse, og så faldt jeg om på gulvet, fordi mine ben ikke kunne bære mig, fordi jeg havde cyklet Sjælland rundt, lyder det med et grin fra Jacob Helsted

De sidste mange år, har de alle tre haft et Roskilde Festival-armbånd om håndleddet et par dage omsommeren. Sådan skal det også gerne fortsætte.

De tre fra dengang, som stadig kommer på Roskilde Festival. Fra venstre er det Jacob Helsted, Jesper Lund og Adam Grandjean. (© (c) DR)

Opgraderet til campingvogn

Efter at herrerne er kommet lidt op i alderen, har de valgt at opgraderer campingudstyret, så festivaldagene bliver lidt mere komfortable. Det fortæller Jesper Lund:

- Sidste år investerede vi i en campingvogn, fordi vi er blevet så gamle, at vi ikke vil sove i telt mere. Vi var lidt trætte af at vågne der helt nede på jorden.

- I fyrre grader, tilføjer Jacob Helsted hurtigt.

Campingvognen skal forlænge vennegruppens lange række af festivaloplevelser.

- Det har vi gjort for at forlænge vores Roskilde-tid med fem-ti år. Det er vores lille camp. Der er ikke noget høj musik, men vi bor her på festivalen, fortæller Jesper Lund, og fortsætter:

- Hvor ofte har man mulighed for at være sammen med gode venner i 4-5 dage uafbrudt? Vi bor sammen, sover sammen og hører fantastisk musik sammen.

Drømmer om Tom Waits

- Festivalen tilbyder dig noget, som du overhovedet ikke ved, hvad er, som pludseligt kan være en enorm intens, spændende og sjov oplevelse. Det kan Roskilde Festival, og det er blandet andet derfor, at vi er her, lyder det fra Jacob Helsted.

De aldrende rockhoveder har ikke de store ønsker til næste års musikprogram. Kun Tom Waits, som de godt ved er et urealistisk navn for festivalen. Så bookingen af kunstnere vil de lade Roskilde Festival står for. De er fuldt ud tilfredse. Også igen i år.

Facebook
Twitter