Anmeldere: Pharrell Williams leverede både gaveregn og popfest

Onsdag aftens koncert med hitmageren Pharrell Williams får ros fra flere anmeldere. Selv om den 42-årige amerikaner blev ved med at kalde Roskilde for Copenhagen.

Pharrell Williams spillede onsdag på Roskilde Festivals Orange Scene. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © SCANPiX)

Pharrell Williams får overvejende ros for den fest, han skabte på Roskilde Festivals første dag.

En masse twerking, en parade af hits og en stærk vokal er blandt andet årsagerne til, at den 42-årige amerikaner høster over middel blandt musikanmelderne – også selv om han gentagne gange kaldte Roskilde for Copenhagen.

Mest begejstret er Berlingskes anmelder Pernille Smith Larsen, der basker løs med hele fem stjerner.

- Williams’ bugnende bagkatalog tillod ham også strikke en sætliste sammen, der var en regulær gaveregn af fængende numre, skriver hun.

Dog trækker det ned, at Williams komprimerede flere af sine sange i korte medleys, så publikum kun fik stumper af de mest innovative numre.

Ungt publikum gik grassat

Jyllands-Postens anmelder, Peter Schollert, giver koncerten fire stjerner og peger også på den stærke vokal og listen af hits, som amerikaneren diskede op med.

  • Der var pakket foran Orange Scene, da Pharrell Williams spillede (Foto: Stiig Hougesen © SH Luftfoto / Stiig Hougesen)
  • Nederst i billedet kan Orange Scene ses. Foran står flere tusinde publikummer. (Foto: Stiig Hougesen © SH Luftfoto / Stiig Hougesen)
  • Øverst i billedet kan selve scenen ses. (Foto: Stiig Hougesen © SH Luftfoto / Stiig Hougesen)
1 / 3

- Disse hits placerede han naturligvis til sidst, hvor publikum gik grassat i dans og fællessang, og hvis man ikke allerede vidste, at størstedelen af festivalens publikum er unge mennesker, fandt man ud af det her. De skrålede, dansede og tog fotos med den forlængede arm – smartphonen, skriver Peter Schollert.

Men til gengæld indleder han sin anmeldelse med en tommelfinger i nedadgående retning, da Pharrell Williams blev ved med at kalde Roskilde for Copenhagen.

Orange blev til en popfest

Politikens Simon Lund er på linje med Jyllands-Posten og sender dermed fire hjerter af sted til Pharrell Williams.

Han skriver, at det til sidst lykkedes den amerikanske hitmager at forvandle Orange til en stor popfest og sammenligner koncerten på Roskilde med den lidt mere kølige koncert, han gav i Forum for et lille år siden.

- Men til forskel fra dengang, var Pharrell Williams udadvendt. Han blev ved med at råbe publikum op i bevidstheden om, at det var den eneste måde at overleve halvanden time på den helt store scene. Og det virkede, skriver Simon Lund.

Ekstra Bladet: Kaotisk og sjusket

Mindst begejstret er Ekstra Bladets Thomas Treo, der giver tre stjerner.

- Stjernens sæt på Roskildes hovedscene var kaotisk, abrupt og sjusket som hans show i København i efteråret, og kvaliteten svingede generelt endnu mere end musikken, skriver Treo.

Han er heller ikke meget for Pharrells medley-mix, hans gentagne opråb til ”Copenhagen”, og da slet ikke for hans opfordring til crowdsurfing blandt publikum under koncerten.

- At klaphatten opfordrede til crowdsurfing på en festival, hvor den slags er forbudt, virkede heller ikke synderligt gennemtænkt, skriver han.

Roskilde Festival forsætter i dag, hvor Orange scene får besøg af hovednavnene Florence and the Machine og Muse.

Facebook
Twitter