Anmelderne om Rolling Stones: Fra ’Sjaskede og sjuskede’ til ’Roskilde-historisk koncert’

Var Rolling Stones-koncerten på Roskilde eminent eller en trist affære? De danske anmeldere er helt uenige.

- Som et kassettebånd glemt et par årtier i vindueskarmen, skrev Politikens Simon Lund om Rolling Stones-koncerten torsdag aften på Roskilde Festial. Andre anmeldere var dog langt mere positive. (Foto: David Leth Williams © Scanpix)

De danske anmeldere er enige om én ting, når det gælder Rolling Stones-koncerten torsdag aften på Orange Scene:

Mick Jagger er en mand i imponerende god form for sin alder.

Den 70-årige forsanger spænede rundt i fast forward-tempo på Orange Scene gennem hele koncerten. Hænder flagrede i vejret, fødderne hoppede på gulvet - og Mick Jagger mindede mest om en Duracell-kanin, som Ekstra Bladets Thomas Treo beskriver ham i sin anmeldelse.

Udover enigheden om forsangerens imponerende fysik er de danske anmeldere dog vidt uenige om kvaliteten af koncerten.

Sjuskede og sjaskedePolitikens musikredaktør Simon Lund og ekstra Bladets Thomas Treo hører til de mest kritiske - begge aviser giver koncerten tre jævne henholdsvis hjerter og stjerner.

- The Rolling Stones skal svaje og swinge, men de var ofte sjaskede og sjuskede på Orange, skriver Thomas Treo i sin anmeldelse.

Ifølge Thomas Treo mindede koncerten mest om en familieudflugt i en forlystelsespark:

- Jagger, som fylder 71 senere på måneden, fortalte, at første gang bandet var i Danmark, spillede de i Tivoli. Og knap 50 år efter mindede seancen såmænd også om en familieudflugt i en forlystelsespark, når rullestolene trillede henover Dyrskuepladsen. Det var turist-rock'n'roll på linje med Bruce Springsteens show samme sted i 2012, skriver han.

Politikens Simon Lund havde egentlig en forrygende koncert - men kun hvis man tager starten og afslutningen af koncerten i betragtning.

- De startede og sluttede med fyrværkeri, men derimellem var det en ujævn og bulet affære, der mest lød som et kassettebånd glemt et par årtier i vindueskarmen, skriver han i sin anmeldelse.

Koncertens afslutning var til gengæld imponerende, mener Simon Lund.

- Sangene gjorde igen en del af arbejdet, men med et djævelsk strejf i 'Sympathy For The Devil' og vilje bag 'Brown Sugar' trak Mick Jagger og Charlie Watts alle mand frem til en sidste kraftanstrengelse, der skabte det ene magiske øjeblik, man jo trods al skepsis havde håbet på.

Havde alt at misteJyllands-Postens anmelder Peter Schollert var til gengæld helt igennem begejstret for koncerten, som ifølge anmelderen var så afgørende for både Roskilde Festivals og Rolling Stones renommé.

- The Rolling Stones havde alt at miste. Det havde Roskilde Festival også. Hvis det legendariske band med en gennemsnitsalder på 70 år ikke havde magtet opgaven efter en mere end 50 år lang karriere, ville det have været en skamplet på både briternes renommé og den danske festivals historie. Det var jo verdens største rockband på en af verdens mest anerkendte festivaler, der havde lagt et stort millionbeløb på bordet for at få netop Stones, skriver han i sin anmeldelse.

Men Rolling Stones levede op til opgaven, mener Peter Schollert.

- Det gik ikke bare nogenlunde. Det blev en noget nær fantastisk koncertoplevelse, som skrev sig ind i Roskilde Festivals historie med Prince, Bruce Springsteen og Kraftwerk som nogle af de seneste års højdepunkter, skriver han i sin anmeldelse.

Historiebøgerne fik nyt kapitelOgså Berlingskes anmelder Lars Rix gav fem hjerter til den koncert, han mener, var en historisk oplevelse.

- Mens folk sivede hånd i hånd væk fra Orange Scene, stod man tilbage med fornemmelsen af, at et tandhjul i det store rockmaskineri endelig var gået i hak. En scene og et band var blevet genforenet - historiebøgerne tilføjet nok et kapitel, skriver han i sin anmeldelse.

Ifølge Lars Rix formåede Rolling Stones nemlig at levere en stor del af de gamle hits i uhyre velspillende udgaver.

- 'Doom and Gloom' satte nyt tempo, og da Jagger fandt mundharpen frem på 'Out of Control', var festen begyndt. Et nummer som 'Honkey Tonk Woman' lød faktisk mindre gumpetung her fra scenen end på plade ikke mindst takket være en eminent spillende Chuck Leavell bag keyboardet, og da Keith Richards lige havde fået vist sine noget tvivlsomme evner ved mikrofonen, kulminerede koncerten, da Jagger var tilbage med mundharpen, Mick Taylor pludselig viste sig på scenen, og Stones kastede sig ud i en ganske enkelt fremragende version af 'Midnight Rambler', skriver han.

- En slap præstationDR's egne bloggere under Roskilde Festival, Bloggers By Choice, var ligesom resten af de danske anmeldere selv i tvivl om, hvor god koncerten egentlig var.'

- Det værste ved at se Stones i aften er ikke at opleve, hvor gamle de er blevet. Det er erkendelsen af, at man selv er blevet for gammel til lade sig begejstre af så slap en præstation, mente Anders K. Sørensen fra Bloggers By Choice.

Anderledes positiv var Søren McGuire fra blogkollektivet til gengæld.

- You Can't Always Get What You Want, synger pigekoret på Orange. Men lige nu kan jeg ikke bede om mere, skrev han under koncerten.

Bastille overlevede kritisk koncerttidspunkt

Bastille havde - på papiret - fået den hårde opgave at lokke folk væk fra Rolling Stones med deres koncert klokken 23 på Arena. Og det lykkedes, skriver blandt andre Gaffas anmelder.

- Koncerten er velbalanceret som en tur i en rutsjebane. Når tempo har været oppe et stykke tid tages det professionelt ned - vel at mærke, uden at energien på noget tidspunkt ryger, skriver Gaffa og giver fem stjerner.

Mindre begejstret er Berlingskes anmelder, der kvitterer med tre stjerner og følgende ord: - De populære britiske opkomlinge havde rigtig godt fat i publikum, men haltede gevaldigt rent kunstnerisk.

Glad i låget over hiphopshow

Tidligere på aftenen åbnede Outkast Orange Scene med et hiphopshow af rang, ifølge Politikens anmedler, der var så begejstret, at karakteren landede på fem hjerter.

- Således opmuntret og i perfekt balance kunne vi sige farvel til et af musikhistoriens vendepunkter. De var glade i låget. Vores var blevet blæst af. Og forhåbentlig er det ikke sidste gang, de gør dét, skriver Politiken.

Men også hiphopduoen med store hits som 'Ms Jackson' og 'Hey Ya' deler ligesom Bastille vandene. Jyllands-Posten kalder koncerten for lunken og giver bare tre stjerner.

- Mange numre gjorde kun for alvor lykke på de forreste fan-rækker, hvor entusiaster nød duoens virtuose og indforståede rap-opvisning, skriver Jyllands-Postens anmelder.

FacebookTwitter