Culpeper

Her kan du læse mere om Culpeper og se arkivmateriale med bandet.

Det danske psych-rock band Culpeper blev dannet i 1969 under navnet Culpeper's Orchard af Cy Nicklin, sang og guitar, Nils Henriksen, guitar, piano og kor, Michael Friis, bas og orgel, og Rodger Barker på trommer.

Culpeper's Orchard havde fra start pæn succes som live-band og debuterede med en selvbetitlet LP i 1971. Musikken var en blanding af progressiv psykedelisk rock, folk og country. Culpeper's Orchard lagde stor vægt på vokalharmonierne, der i de stille numre kunne minde om Crosby, Stills, Nash & Young.

I 1972 udgav bandet endnu en LP, 'Second Sight'. Sangen 'Satisfied Mind' herfra blev et meget populært sing-along nummer - blandt andet på de første Roskilde Festivaler. På denne udgivelse var Rodger Barker skiftet ud med Ken Gudman bag trommerne.

Få måneder efter udgav Culpeper's Orchard deres tredje plade, 'Going for a Song'. Her overtog Niels Vangkilde guitaren, Niels Tuxen kom på steelguitar, og Tom McEwan var ny trommeslager. I 1976 ændrede bandet så navn til det kortere Culpeper og turnerede flittigt. De nåede kun at udgive én plade, 'All Dressed up and Nowhere to Go', i denne konstellation.

Culpeper indtager listen over mest spillende bands på Roskilde Festival på en delt syvendeplads. Bandet nåede at spille seks gange på festivalen. Første gang i 1973 - sidste gang i 1978.

Du kan lytte til musikken med Culpeper her.

Facebook
Twitter