GUIDE Sådan undgår du at din festivallejr havner midt i en mudderpøl

Regnbyger kommer til at præge årets Roskilde Festival. Se her, hvor du skal slå dit telt op, hvis du vil undgå at slå lejr midt i en vandpyt.

Vejret ser ud til at vise sig fra sin våde side, når Roskilde Festival åbner dørene for gæsterne søndag aften.

Derfor risikerer du, at din festivallejr kommer til at ligge midt i en mudderpøl, hvis du ikke tænker dig godt om, når du udvælger din lejrplads på teltpladsen.

Ingeniørfirmaet Niras har i den forbindelse lavet et kort, så du nemt kan gå uden om de steder, hvor der er størst risiko for slasket mudder og dybe vandpytter.

På baggrund af data fra flere registrer har firmaet udregnet, hvilke områder der hurtigst bliver oversvømmet, hvis sluserne åbner sig over Dyrskuepladsen.

- Jeg har lavet kortet hvert år siden 2009 for at finde den optimale placering til vores lejr. Festivalen ændrer den præcise placering af campingområderne fra år til år, så det er efterhånden en tradition lige at tjekke, om man risikerer at slå lejr i et vådområde, siger konsulent i Niras Teresa Albeck Japsen ifølge en pressemeddelelse.

Risiko for vandpytter ved de blå områder

På de områder, der er markeret med blåt, er der risiko for vandpytter på mellem nul til tre meter, mens dybden af vandpytterne bliver større, jo mere gule og røde arealerne bliver. Som man kan se på kortet, er der kun arealer i blå nuancer - altså er der kun risiko for mindre vandpytter.

De senest tilgængelige højdedata stammer dog fra 2007, og siden da har grusgraven ændret sig. Derfor vurderer Teresa Albeck Japsen, at det store blå område omkring campingområde H kan have ændret sig.

Roskilde Festival åbner dørene for gæsterne søndag, mens de største musikscener først åbner torsdag.

Facebook
Twitter