GUIDE Sådan undgår du tømmermænd og sygdom på Roskilde

Roskilde Festival er et mekka for bakterier og alkoholpromiller. Og for nogle kan festivalen blive knap så sjov på grund af sygdom og tømmermænd. Men der er gode råd at hente.

Flere festivalgæster har de sidste par dage fundet vej til Experimentariums Science Talk, hvor der blandt andet blevet givet gode råd mod tømmermænd og sygdom på festivalen. (© dr)

Halvdelen af dagene på Roskilde Festival er gået, og i morgen begynder musikken. Festivalgængerne har været i fuld gang på campingområderne i fire dage - med alt hvad det indebærer.

Særligt alkohol og besøg på ulækre toiletter er en fast bestanddel af festivallivet, og det kan få negative følger. Nogle er måske blevet syge, og mange har garanteret haft en smule tømmermænd på et eller andet tidspunkt.

DR Kultur har sammen med festivalgæsterne været til Science Talk med Experimentarium på Roskilde Festival, hvor eksperter har delt tips og tricks om, hvordan du kan sikre dig mod både bakterier og tømmermænd og komme helskindet igennem festivalens resterende dage.

Tømmermænd

De fleste har prøvet at være ramt af tømmermænd. Og udover de moralske af slagsen kan tømmermændene blandt andet vise sig som en grim hovedpine, kvalme, opkast og alment ubehag.

Alkohol nedsætter også koncentrationsevnen og reaktionsevnen og kan få os til at føle os deprimerede, så vi bliver hurtigere kede af det. Det fortæller de to læger, Marie Deen Christensen og Sabrina Khan.

Marie Deen Christensen og Sabrina Khan forsker i hovedpine og fortæller, at den såkaldte tømmermændshovedpine er karakteriseret ved tre ting:

- Det skal gøre ondt i hele hovedet, hovedet skal dunke, og du får det værre ved fysisk aktivitet. Kan du sætte kryds ved disse tre ting, er du ramt af den rigtige tømmermændshovedpine.

Men der er heldigvis gode råd at hente.

De gode råd til tømmermændene

Den eneste rigtige kur mod tømmermænd er at droppe alkoholen. Men de to læger er godt klar over, at det nok ikke er realistisk for mange på festivalen.

Derfor har de en række gode råd, der kan mindske generne en smule.

Det kan være svært at følge rådene til fulde på festivalen, men de er alligevel værd at huske på, hvis du vil undgå alt for slemme tømmermænd dagen derpå, forklarer de to læger.

- Drik ikke mere, end du kan nedbryde. Leveren kan nedbryde en genstand i timen. Jo mere du drikker, des længere tid vil du have det dårligt.

- Hold dig til lyse drikke. De mørke indeholder stoffer, der giver flere tømmermænd.

- Drik masser af vand for at undgå dehydrering. Alkohol er nemlig vanddrivende.

- Prøv at få rigeligt med søvn.

- Husk at spise. Du får flere tømmermænd, hvis du drikker på tom mave.

- En enkelt reparationsbajer kan også være en mulighed dagen efter. Men det er der delte meninger om.

Bakterier og sygdom

Det vrimler med bakterier på festivalen. Både dem man kan se, men også mange, man ikke kan spotte med det blotte øje.

Særligt de opstillede toiletbåse på festivalen kan være et bakteriefyldt sted, som mange festivalgæster alligevel må benytte sig af dagligt. Men også festivalarmbåndet og smykker kan være store bakteriebomber.

Professor Thomas Bjarnsholt forklarer, at vi faktisk har 10 gange så mange bakterier på huden og inde i kroppen, end vi har menneskeceller. Derfor bliver man ikke nødvendigvis syg, hvis man får en bakterie ind i kroppen. Men man kan blive syg, hvis man får bestemte bakterier ind de forkerte steder.

- Bakterierne fra tarmen er ikke et problem, hvis bare de bliver i tarmen, men hvis du piller dig i næsen eller spiser med tarmbakterier på hænderne, kommer de ind et sted, hvor de ikke er en del af systemet. Og så kan man risikere at blive syg, forklarer Thomas Bjarnsholt.

De gode råd mod bakterierne og sygdom

Det bedste middel mod bakterierne og sygdom er ifølge Thomas Bjarnsholt at vaske fingre med sæbe. Studier har vist, at de fleste vasker hænder i fem sekunder, men man skal faktisk vaske hænder i 15 sekunder for at få bakterierne af.

Det er dog ikke altid muligt at komme i nærheden af noget sæbe på festivalen. Men man kan alligevel godt gøre noget for at mindske risikoen for sygdom på grund af bakterier, fortæller Thomas Bjarnsholt.

- Vask hænderne et par gange i løbet af dagen, også selvom du ikke har noget sæbe. Vandet fjerner jord eller andet skidt, som bakterierne kan gemme sig i.

- Håndsprit er også en god idé. Men lad være med at bruge det hele tiden, fordi det kan tørrer hænderne ud, så man får sprækker. Og så kan bakterierne komme ind i kroppen på den måde.

- Håndsprit er bedre end ingenting, men det virker bedst, hvis du inden da har vasket hænderne med vand.

Ifølge Thomas Bjarnsholt skal man generelt ikke frygte at blive syg, fordi vores immunforsvar oftest klarer de ubudne bakterier, inden det bliver til sygdom.

Hvad med efter festivalen?

Det er dog ikke kun på selve festivalen, at festivalgæsterne oplever at blive syge. Nogle bliver også syge efter festivalen, når de er kommet hjem.

Det er der ifølge Thomas Bjarnholt forskellige grunde til.

- Der er selvfølgelig et par dages inkubationstid for, hvor hurtigt bakterierne og virus har opformeret sig i kroppen, siger han og fortsætter:

- Derudover er immunforsvaret også blevet nedsat efter en uge eller et par dages intens indtagelse af øl og manglende søvn. Og derfor er der større risiko for, at man kan blive inficeret. Og det kan jo også ske i toget på vej hjem, det behøver ikke at stamme fra festivalen.

Facebook
Twitter