Guitarist siger farvel til Roskilde-hovednavnet Mew

Mew og bandets guitarist, Bo Madsen, har besluttet at gå hver til sit. Det sker et år efter, at bandet ellers igen blev fuldtalligt.

Guitaristen Bo Madsen (nummer to fra højre) forlader Mew. (Foto: Gareth Davies © 2005 Getty Images)

Mew har endnu engang mistet et bandmedlem.

Bandets guitarist, Bo Madsen, har besluttet sig for at forlade bandet. Det skriver bandets medlemmer, Jonas Bjerre, Silas Graae og Johan Wohlert fra Mew i en pressemeddelelse.

- Efter mere end 20 år sammen som band har Mew og Bo Madsen på nuværende tidspunkt besluttet sig for at gå hver til sit, står der blandt andet i meddelelsen.

Spiller på Roskilde uden Bo Madsen

Bandet er et af hovednavnene på årets Roskilde Festival og skal spille fredag kl. 01.30 på Orange Scene, men ifølge meddelelsen vil koncerten foregå uden Bo Madsen.

- Som band vil Mew forsætte som trio, og på de kommende live shows vil guitarist Mads Wegner spille med, skriver Mew.

Det er ellers ikke andet end et år siden, at Mew og Johan Wohlert på sidste års Northside offentliggjorde, at bandet igen var fuldtalligt. Det skete efter en længere pause fra 2006, hvor Johan Wohlert spillede i bandet The Storm med sin daværende kone, Pernille Rosendahl. Mens Mew fungerede som trio.

Dengang var det ellers Bo Madsen, som spillede en afgørende rolle for at få Johan Wohlert tilbage i bandet.

Roskilde forventer fantastisk Mew-koncert

Nyheden for ikke Roskilde Festivals musikchef, Anders Wahrén, til at være bekymret for fredagens koncert.

- Vi forventer en fantastisk Mew-koncert. De har arbejdet på en flot, ny visual side til at akkompagnere nye og gamle numre, og vi er sikre på, at de som altid vil levere varen hos os på fredag, skriver han i en mail til DR.

DR har talt med promotion manager i Alarm Music, Mads Rosted, som ikke vurderer, det vil give pulbikum en anderledes oplevelse af koncerten.

- Det kommer ikke til at have nogen betydning for deres koncert på Roskilde. De spillede for kort tid siden på en festival i Holland, hvor Bo Madsen heller ikke spillede, forklarer Mads Rosted.

Mads Wegner har blandt andet været guitarist for kunstnere og bands som Anne Linnet, The Storm, Anne Dorthe Michelsen, Clemens og Tue West.

I meddelelsen fra bandet takker de for deres fans forståelse og støtte.

Facebook
Twitter