Noel Gallagher og War on Drugs live: Sådan sender vi live fra dr.dk i dag

​Både dr.dk, DR3 og P6 giver dig masser af festivalstemning til øjne og ører. Se onsdagens planer her.

Noels Gallagher % his Highflying Birds er bare en af de konceter, du kan se live og gratis på dr.dk i dag. (© Lawrence Watson)

Så går Roskilde for alvor i gang – og derfor slår DR også portene op til en festivaldækning så kraftig som dødsmetal, så sjov som Bob Hund og så mangfoldig som publikumsstrømmen mellem Orange og Gloria.

Vi er med, når publikum stormer ind på festivalpladsen klokken 16.30, går på date med Marie, sender svensk hiphop direkte i favnen på dig og går tur med Bob Hund. Der er også masser af radio på P6 Beat, direkte opdateringer i live-siden nyheder og reportage på dr.dk/roskilde.

Læs mere herunder:

Web-tv: live-koncerter, date og tur med hunden

På vores festival live-side kan du de næste fire dage følge med vores web tv-værter, når de giver dig en unik tur rundt på festivalen, både blandt publikum og backstage.

Og tv-signalet viser også de koncerter, vi får lov at streame. Derfor kan du klokken 18 se med, når vi viser hiphop-koncert med svenske Timbuktu, direkte fra Arena.

Web-tv er også med, når festivalpladsen åbner, vi besøger blandt andet også vores udvalgte Roskilde-lejr og starter dating-service med singlepigen Marie: Inden fredag aften skal hun finde en festival-kæreste, der vil bo i telt med hende. Ellers mister hun sit armbånd.

Når det danske band Minds of 99 åbner Orange Scene kl. 18.30 kan du se med, når dr.dk live-sender nummeret 'Rav', som bliver spillet i begyndelsen af koncerten.

Senere har vi de danske rappere Suspekt med på en skærm nær dig, inden vi går tur på Dyrskuepladsen med de utæmmelige, skånske Bob Hund-drenge.

Kl. 20.30 åbner vi igen signalet fra Orange Scene på dr.dk, når den gamle Oasis-stjerne, Noel Gallagher, med band spiller på Roskilde.

Vi slutter aftenen af med Kære Dagbog, hvor bloggere går til bekendelse om deres festivaldag samt live-sending fra Arena, når det amerikanske band The War on Drugs spiller kl. 23.

De præcise sendetidspunkter kan du følge på livesiden.

Live-blog: Seks festivalnørder sørger for festen

På vores liveside kan du ud over web-tv også følge med i nyheder og stemning fra Roskilde festivalen i ord og billeder. Det er her, vi først fortæller, hvis en kunstner aflyser og giver dig billeder fra livekoncerter, pisserenden og alt det imellem.

Til at sørge for både stemning og indsigt har vi allieret os med musikskribenterne fra Bloggers By Choice, der giver dig deres ufiltrerede version af festivalen dag og nat. Læs mere om dem her.

Deltag selv på sociale medier

Du kan også selv deltage i festen med hashtagget #DRminfestival på Instagram og twitter.

Og flere af DRs sociale medier giver dig også masser af nyheder og festivalstemning. P3 og P6 er i fuld gang på både Facebook (P3 her og P6 her), Instagram (P3 her og P6 her) og for P3's vedkommende også Snapchat - søg efter drp3radio.

I dag låner P6 Beat blandt andet deres Instagram ud til det skånske fænomen Bob Hund. Og der skal nok blive noget at gø af...

DR3 sender Suspekt og Emojo-quiz

Hvis du ikke vil se med på dr.dk, kan du også følge en del af webtvs program på DR3.

Her kan du i dag blandt andet se åbningen af festivalpladsen, se hvordan det går med vores dating-eksperiment, hænge ud med Suspekt og gætte med i Emoji-quizzen, der viser et dagsaktuelt Roskilde-navn i små, nuttede ikoner.

P6: Festival ind i din øregang

Foretrækker du bare at lytte til festivalen frem for at se den, så tænd op for P6 beat på en digital radio nær dig.

Fra klokken 15 – 18 sender Musiktjenesten med Rune Hedeman og Jacob Hinchely direkte fra festivalpladsen. Og fra klokken 18 er det Augusta Glahn-Abrahamsen og Casper Bach Hegstrup, der med Debut bringer Roskilde Festival ind i din stue.

I morgen, torsdag, er der endnu mere live på både web, radio og tv - og der sender P3 også direkte fra festivalpladsen.

Facebook
Twitter