Massiv overvågning på Roskilde Festival var fup

Kontroversielle skilte var sat op på Roskilde Festival for at skabe debat om konsekvenserne ved digital overvågning.

Skilte som advarede om massiv digital overvågning på Roskilde Festival viste sig at være designet til at skabe røre. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

- Roskilde 2016 datapolitik: Al internetaktivitet på festivalpladsen vil blive overvåget, vi forbeholder os retten til at dele disse informationer med vores samarbejdspartnere.

- Vi forbeholder os retten til at overvåge og indsamle SMS og telefonsamtaler, som modtages eller sendes, på festivalens område.

Skilte med ovenstående tekster har prydet campingarealerne på dette års Roskilde Festival - og dette har skabt stor utilfredshed blandt festivalens gæster.

https://twitter.com/orangefeeling/status/747412243197853696

Skiltene viser sig nu at være en del af et aktivistisk kunstværk udført af gruppen The Yes Men, som er kendt for at rejse problemstillinger verden over via happenings, falske identiteter og kunst.

- The Yes Men har samarbejdet med Edward Snowden og Roskilde Festival for at skabe viden om - og konsekvenserne af- digital overvågning, skriver festivalen i en pressemeddelelse.

- Gæsterne på Roskilde Festival går ikke ind for digital overvågning, det har de gjort klart og tydeligt på de sociale medier de seneste dage, står der endvidere.

Skiltene er således et bevidst forsøg på at skabe røre og øget opmærksomhed om digital overvågning.

Festivalen oplyser, at The Yes Men vil interviewe Edward Snowden via satellitforbindelse fra Moskva tirsdag 28. juni kl. 16 i Rising City på Roskilde Festival.

Facebook
Twitter