Red Hot Chili Peppers floppede igen på Roskilde: Kom aldrig tilbage

Aftenens koncert på Orange mindede uhyggeligt meget om 2007's falliterklæring, lyder anmelder-dommen. Hovednavnet virkede fløjtende ligeglade med deres publikum.

  • Et af årets ubetinget dyreste bands på festivalplakaten virkede til at være bedøvende ligeglade med deres publikum, fortæller anmelderne (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2016) (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • Roskilde Festival 2016 Red Hot Chili Peppers på Orange Scene. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2016) (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • Roskilde Festival 2016 Red Hot Chili Peppers på Orange Scene. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2016) (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • Publikum til Red Hot Chili Peppers, Roskilde Festival 2016. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016) (Foto: Ólafur Steinar Gestsson © Scanpix)
1 / 4

Kunne Red Hot Chili Peppers få revanche efter deres koncert på Orange i 2007?

Det var det helt store spørgsmål forud for gruppens optræden på Orange sent i aftes. Men nej. Ifølge anmelderne leverede bandet atter en skandaløs præstation på Orange Scene, der var til bundkarakter.

- Oftest føltes det slet ikke som et band, man stod og så på, men som fire forskellige individer i hver sin osteklokke og med hver sin ret forskellige dagsorden, rapporterer Politikens Pernille Jensen.

"Kom ikke tilbage"

- Men det er sgu bare ærgerligt at være sanger i et af verdens største rockbands uden rigtig at kunne (eller gide) synge. Ikke mindst for os der skal høre på det, fortæller Pernille Jensen, der har en klar besked til gruppen:

- Og nej, de behøver ikke at komme tilbage. Heller ikke om ni år.

Pinlig

Én observation, der går igen i flere anmeldelser, er, at bandet virkede fløjtende ligeglade med publikum - der talte titusindvis af mennesker. BT's Steffen Jungersen kalder koncerten for 'pinlig, ufokuseret og ligeglade':

- HAVDE bandet dog bare i det mindste foregivet, at de gad at være der. Så heldige var vi dog ikke, som ellers glimrende musikere som bassisten Flea og trommeslageren Chad Smith bevidstløst buldrede gennem RHCP's katalog - meget slet hjulpet af guitaristen Josh Klinghoffer, som syntes mere optaget af at stampe på sin wah-wah pedal end rent faktisk at komplementere de andre to.

Søvnig lydmand

Thomas Treo fra Ekstra Bladet mener, at bandet først og fremmest var offer for en uduelig lydmand:

- Flea fortalte undervejs i den halvanden time lange koncert, at han havde været et smut på Christiania. Måske tog han lydmanden med. Det lød i hvert fald som om, at knolden ved knapperne var faldet i søvn henover pulten med volumen drejet op - eller snarere ned - på 4.

En enkelt anmelder, Informations Emil Eggert Scherrebeck, er dog mere positiv. Koncerten var aldrig nogen stor musikalsk oplevelse, men "en energisk og vigtig revanche fra deres horrible jamsession i 2007".

- Også selvom det kun er i ganske få momenter, at det er sådan rigtigt godt, skriver Information.

Det spillede Red Hot Chili Peppers:

  • Can't Stop

  • Dani California

  • Scar Tissue

  • We Turn Red

  • Snow ((Hey Oh))

  • The Adventures of Rain Dance Maggie

  • Right on Time

  • Dark Necessities

  • Tell Me Baby

  • The Getaway

  • Californication

  • Detroit (Live debut)

  • By the Way Ekstranumre:

  • Under the Bridge

  • Give It Away

-

Facebook
Twitter