Roskilde afviser anmelder-kritik: Red Hot Chili Peppers var tændte

Roskilde Festivals programchef mener, at funk-rockerne har ”meget at byde på” trods endnu en fiasko på Orange.

Roskilde Festival er selv fint tilfredse med Red Hot Chili Peppers optræden på Orange Scene onsdag. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Anmeldelserne af Red Hot Chili Peppers koncert onsdag er i nogens øjne måske svære at sluge – lidt som en Purple Habanero-chili.

Men Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, har ikke meget til overs for anmeldernes ord om, at bandet virkede uinspireret – og ikke bør få en chance på Roskilde igen:

- Det var en gruppe veloplagte herrer, der indtog Orange scene onsdag aften, skriver Anders Wahrén i en mail til dr.dk

Publikum skrålede med på ’Californication’

- Bandet var tændte før koncerten, og publikum viste også, at de gerne ville deltage i festen og skråle med på klassiske numre som ’Californication’ i én stor fællessang, skriver han.

I 2007 spillede Red Hot Chili Peppers en notorisk dårlig koncert på Orange Scene.

Derfor stillede mange også spørgsmål ved koncerten, da bandet blev afsløret som hovednavn på årets festival.

De har stadig noget at byde på

Men ifølge Anders Wahrén gav koncerten i går mange unge publikummer mulighed for at se verdensnavnet for første gang.

Han svarer ikke dr.dk direkte på, om festivalen kan finde på at booke Red Hot Chili Peppers igen.Men han skriver:

- Red Hot Chili Peppers kom for at vise, at de stadig har noget at byde på, og det synes jeg, at de viste og gjorde med stor energi og spilleglæde.