Roskilde Festival forstærker sikkerheden

Et forhøjet beredskab mod terror i Danmark sender festivalens frivillige personale på sikkerhedskursus.

Når Roskilde Festival starter, skal de frivillige kunne spotte mistænkelig adfærd. Derfor får nogle frivillige kurser hos PET. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh © Scanpix)

Orange veste udgør en stor del af billedet på den årlige festival på dyrskuepladsen i Roskilde, der trækker flere tusinder til.

Det er i høj grad frivillige kræfter, der skal sørge for at sikkerheden er i top, når festivalen er i gang.

Siden sidste års festival har Danmark haft et højt beredskab, når det gælder sikring mod terrorangreb. Derfor ruster Roskilde Festival nu de frivillige ledere til at kunne få øje på afvigende adfærd og mistænkelige personer.

Det sker blandt andet ved, at PET afholder kursus-aftener for de frivillige ledere, så de ved, hvad de skal kigge efter.

- På den måde har vi et godt samarbejde med PET, der kan sikre, at vores frivillige ved, hvordan de skal reagere, hvis de oplever noget uden for normalbilledet, siger sikkerhedschef for Roskilde Festival Morten Therkildsen.

Han peger på, at truslen ikke er større end før, men at alt skal være i orden.

- Vi skal altid blive bedre. Derfor kommer der også små ændringer i år, fordi der er et øget fokus på sikkerheden til events, når det gælder terror, siger Morten Therkildsen.

Roskilde Festival har hvert år op i mod 25.000 frivillige til at sørge for cirka 65.000 gæster.

Facebook
Twitter