Roskilde Festival: Neil Young giver de unge en historielektion

Dagens nye hovednavn på festivalen vækker også begejstring hos Ekstra Bladets anmelder, Henrik Queitsch, der forventer en alenlang maratonkoncert.

Musiker og sanger Neil Young spiller i år på Roskilde sammen med bandet Promise of the Real, der har countrylegenden Willie Nelsons to sønner i front. (Foto: Raymond Boyd © Getty Images)

Der er glæde hos Roskilde Festival efter dagens afsløring af årets plakat og de 105 nye navne på programmet.

Særligt er der tilfredshed med hovednavnet Neil Young, der udgiver et nyt album kort før hans optræden på festivalen til sommer.

- Dels er han albumaktuel, og dels ved vi, at han overbeviser live, siger festivalens programchef Anders Wahrén til dr.dk og fortsætter:

- Derudover får han lov til at spille for et nyt publikum, og vores unge publikum får en musikalsk historielektion.

Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at rocklegenden kommer til at levere ”et overrumplende show” med både nye sange og klassikerne.

Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch er da også begejstret over, at Neil Young vender tilbage.

- Der er et eller andet med ham og Orange Scene. Der sker noget magisk, når han træder op på den scene. Og han spiller altid nogle alenlange maratonkoncerter, siger Henrik Queitsch til P1 Morgen.

Derudover mener Henrik Queitsch, at den 70-årige Neil Young faktisk kan samle generationerne:

- Neil Young er sådan en, som midaldrende mænd som mig, men også min søn på 20, synes er super cool. Det er det, som Roskilde kan; lave sådan nogle koncerter, hvor hele festivalen er samlet rundt om Orange Scene, siger Henrik Queitsch.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1157860297597826

Facebook
Twitter