Roskilde Festival offentliggør 105 nye navne

Neil Young, Grimes, James Blake, Slayer og Mø er nogle af de nye navne, der er skrevet på festivalens endelige plakat.

Neil Young spiller på Roskilde Festivals største scene om fredagen. (Foto: Tim Mosenfelder © Getty Images)

70-årige Neil Young vender tilbage til Orange Scene til sommer.

Denne gang sammen med bandet Promise of the Real, der har Willie Nelsons to sønner i front.

Det har Roskilde Festival netop annonceret sammen med årets endelige festivalplakat og 104 andre nye navne på programmet.

Blandt dem finder man nu også blandt andre metalbandet Slayer, de elektroniske navne Grimes og James Blake, rapperen Future og danske hovednavne som Mø og de snart pladeaktuelle Dizzy Mizz Lizzy.

Mø spiller på festivalens største scene

Det er ikke første gang, at Mø spiller på festivalen, der holder til på Dyrskuepladsen, men det bliver første gang, at den populære sangerinde optræder på Orange Scene.

Det er desuden otte år siden, at Neil Young sidst spillede på samme scene. Den canadiske rocklegende når i øvrigt at udgive en ny plade inden, han ankommer til Danmark.

Derudover har festivalen også afsløret, hvilke dage samtlige kunstnere spiller.

Blandt andre Red Hot Chili Peppers og Wiz Khalifa lægger ud onsdag, mens navne som PJ Harvey og Macklemore & Ryan Lewis spiller torsdag.

Fredagen sætter Neil Young, Foals og Tame Impala sig på, mens LCD Soundsystem og New Order lukker festen lørdag.

Du kan se den endelige plakat her, der også giver et overblik over, hvem der spiller hvilke dage:

Sådan ser Roskilde Festivals endelige plakat ud. Nogle af de andre nye navne på programmet er Santigold, Peaches, Young Thug, Biffy Clyro, Alex Vargas, M83, Liss og Scarlet Pleasure. (© Roskilde Festival)

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1157758647607991

Facebook
Twitter